D&D Session Noter
Session Details
Dato: 23-10-2024
Session Nr: 17.5
Spilsted: -
Spilleder: Esben
Spillere: Asbjørn, Dutter, Morten og Casper
Session Resume
Efter en voldsom konfrontation med Den Sorte Råd i Fort Rizons tronsal, flygter gruppen ud i den kølige skumring. Under en tung regn kæmper Lars for at helbrede Azaads kontaminering med et lysende gevir, mens Dudda ligger bevidstløs og oplever en mystisk forbindelse til Sharazaad gennem hendes ring. Tariq forsøger at hjælpe med sine bardiske evner, men opdager under sine helbredelsessange en ældgammel og foruroligende energi.
Mødte NPC’er
| Navn | Beskrivelse | Rolle/Job | Noter |
|---|---|---|---|
| Sharazaad | Manifestation i vision | Videnssamler | Kommunikerer med Dudda gennem ringen |
Steder Besøgt
| Sted | Beskrivelse | Vigtige detaljer |
|---|---|---|
| Fort Rizon | Udenfor porten i regnen | Stedet hvor gruppen flygter til efter kampen |
Vigtige Rygter & Oplysninger
- Sharazaad advarer om at sneen ikke er naturlig, men hidkaldt
- Der er noget der “spiser” i landet
- Den Sorte Råd har en dybere forbindelse til noget ældgammelt
- Tariq opdager at der findes kræfter ældre end Ahrim selv
Plot Hook(s)
- Dudda modtager mystiske visioner gennem Sharazaads ring
- Der er en forbindelse mellem Den Sorte Råd og noget ældgammelt og sultent
- En ældgammel kraft synes at være ved at vågne
Karakterernes Tilstand
| Karakter | Tilstand |
|---|---|
| Azaad | Kontamineret med sorte årer, senere helbredt |
| Dudda | Bevidstløs, oplever visioner |
| Lars | Såret i siden og blødende øre |
| Tariq | Bemærkelsesværdigt upåvirket |
Handlinger & Observationer
| Handling | Effekt | Observation |
|---|---|---|
| Synger “Skarabæens Kys” | Skaber helende lyseffekter omkring Dudda | Mærker en fremmed, hungerende energi |
| Bruger Prestidigitation | Forstærker sangens helende effekt | Energien reagerer som “en sulten løve på blod” |
| Administrerer healing potion | Hjælper med at stabilisere Dudda | Bemærker Duddas forbedrede vejrtrækning |
| Deler indsigt med Lars | Advarer om den fremmede energi | Teoretiserer om ældgamle kræfter der vågner |
Vigtige Begivenheder
- Lars helbreder Azaads kontaminering med et lysende gevir
- Dudda oplever en dyb forbindelse til Sharazaad gennem ringen
- Gruppen flygter succesfuldt fra Fort Rizon
- Tariq opdager en mystisk, ældgammel energi under sit forsøg på at hjælpe Dudda
- Lars’ gevir udvikler sig til “awakened state”
- Dudda modtager intense visioner gennem ringen
- Tariq’s brug af “Skarabæens Kys” afslører muligvis tilstedeværelsen af kræfter ældre end Ahrim
Kampe & Modstandere
| Fjende | Beskrivelse | Status | Noter |
|---|---|---|---|
| Den Sorte Råd | Manifestation i Fort Rizon | Undsluppet | Gruppen flygtede fra konfrontationen |
Loot & Fund
- Lars’ gevir udvikler sig til “awakened state”
- Ny indsigt i Sharazaads ring og dens forbindelse til Dudda
Ekstra Noter
- Vejret er dystert med tung regn og skumring
- Der er en konstant fornemmelse af at blive iagttaget
- Hviskende stemmer følger gruppen
- Dudda oplever intense visioner af Sharazaad, som advarer om kommende farer
- Tariq bemærker en dyb og foruroligende energi under sine helbredende sange
- Der er tegn på at noget ældgammelt er ved at vågne i landet
Næste Skridt
- Gruppen må finde et sikkert sted at hvile
- Der er behov for at forstå betydningen af Duddas visioner
- Undersøge forbindelsen mellem Den Sorte Råd og de ældgamle kræfter
- Finde ud af mere om sneen der falder og dens forbindelse til det større billede
DM
I kaster jer gennem den ødelagte port, ud i den kølige skumring. Solen hænger lavt på himlen som et blodrødt sår, halvt skjult bag tunge regnskyer. Luften er kold og fugtig, og en stille regn begynder at falde omkring jer. Regndråberne rammer jeres hud som iskolde nåle, men den friske luft føles alligevel som en barmhjertig kontrast til den klaustrofobiske rædsel, I har efterladt inde i tronsalen. Bag jer hører I stadig Zlatvos desperate skrig langsomt blive kvalt i mørket i har forladt. De 1000 hviskende stemmer hænger stadig i luften og forfølger jer som et fjernt hængende ekko i jeres bevidsthed. Væsnets tankevridende greb er stadig i jeres sind, som et svagt, men vedvarende pres, der truer med at trække jer tilbage. Men for nu er I udenfor, i sikkerhed? – I hvert fald så tæt på det, som I kan være i dette levende mareridt. Azaad styrter næsten sammen, hans krop er mærket af den sorte kontamineringen, sorte årer strækker sig som fangarme under hans hud. Han hiver efter vejret, regnen vasker blodet og snavset væk fra hans ansigt, men hans blik er mørkt og sløret. Hans hånd klamrer sig stadig til Duda, der ligger bevidstløs, hans rådnende sår er blevet værre. Den sorte, klistrede substans siver ud fra det og blander sig med regnvandet, der strømmer ned ad hans krop. Duda er tung, som om mørket selv har gjort ham tungere, men Azaad holder fast, selvom hans kræfter er ved at slippe op.
Lars står et par meter væk, hans ene hånd griber om sin side, mens han kæmper for at holde sig oprejst. Blodet fra hans øre er nu blandet med regnen, og hans klæder er tunge og mørke af væske. Han ser mod himlen, som om han søger en form for svar i de tunge, regntunge skyer, men finder ingen trøst i dem. Hans lysende hænder er svage nu, næsten udbrændte efter kampen i tronsalen. Tariq træder ud som den sidste, stadig bemærkelsesværdigt upåvirket. Hans tøj er fugtigt, men ellers uberørt af de rædsler, der netop har fundet sted. Han ser sig tilbage mod den mørke port, som stadig synes at hviske og trække i jeres sind, men hans øjne er fokuserede. Et øjeblik står han der, lyttende til regnen, og lader blikket glide over den regnvåde gårdsplads. Hans fødder slår næsten lydløse takter mod stenene, som om han træder i takt med det fjerne ekko af bloddråberne, der stadig falder inde i tronsalen. I en kort stund er der kun lyden af regnens stille trommen mod jorden og jeres desperate åndedræt. Tunge skyer hænger over horisonten, dæmpende den sidste rest af lys, mens nattens mørke kryber tættere på. Regnen er langsom, næsten sørgmodig, og den vasker det værste snavs og blod af jer, men I ved, at det, der er sket, ikke kan vaskes væk så let. Foran jer ligger gårdspladsen til Fort Rizon, nu næsten skjult af de grålige regnslør, men bag jer kan I det mærke væsens tilstedeværelse som en tung, udefinerbar vægt. Et enkelt blik tilbage mod porten får mørket til at strække sig ud som en skygge, der forsøger at gribe fat i jer. Det føles som om noget eller nogen holder vejret og venter på, at I laver en fejl. I ved, at I må videre. Regnen bliver kraftigere, og hver eneste fiber i jeres kroppe skriger efter hvile, men det er ikke sikkert her. Kampen har efterladt sit mærke på jer, og jeres næste træk må være hurtigt, klogt og beslutsomt. (edited)
Lars
Lars prøver at tage fragmentet af geviret som stadig lyser, frem. Han laver et svøb med fragmentet i som han binder om azaads værste sår i håb om at det kan sænke hans forværrende situation. Men han gør dette ber han til guderne efter svare om hvilken magi han kan ville hjælpe azaad. “Er det mon lesser restoration eller mere healing der skal til?” Spørgsmålet (dog kun i tankerne) sendes mod himlen mens han i stilhed strammer forbindingen som pulserer et varmt og stærkt lys. (Daylight vare 1 time - har ikke en fornemmelse af om det lys måske er ved at dø ud også..)
DM
Er det et spørgsmål om vejledning at søge noget vejledning, eller ved du godt hvad du vil bruge?
Hvis du gerne vil søge at blive klogere på hans tilstand, så kan du enten lave et medicine check, det vil være undersøgelse af egen viden, hvis du søger mere guddommelig vejledning så rul mig et fladt wisdom check.
Lars står et par meter væk, hans ene hånd griber om sin side, mens han kæmper for at holde sig oprejst. Blodet fra hans øre er nu blandet med regnen, og hans klæder er tunge og mørke af væske. Han ser mod himlen, som om han søger en form for svar i de tunge, regntunge skyer, men finder ingen trøst i dem. Hans lysende hænder er svage nu, næsten udbrændte efter kampen i tronsalen. Tariq træder ud som den sidste, stadig bemærkelsesværdigt upåvirket. Hans tøj er fugtigt, men ellers uberørt af de rædsler, der netop har fundet sted. Han ser sig tilbage mod den mørke port, som stadig synes at hviske og trække i jeres sind, men hans øjne er fokuserede. Et øjeblik står han der, lyttende til regnen, og lader blikket glide over den regnvåde gårdsplads. Hans fødder slår næsten lydløse takter mod stenene, som om han træder i takt med det fjerne ekko af bloddråberne, der stadig falder inde i tronsalen. I en kort stund er der kun lyden af regnens stille trommen mod jorden og jeres desperate åndedræt. Tunge skyer hænger over horisonten, dæmpende den sidste rest af lys, mens nattens mørke kryber tættere på. Regnen er langsom, næsten sørgmodig, og den vasker det værste snavs og blod af jer, men I ved, at det, der er sket, ikke kan vaskes væk så let. Foran jer ligger gårdspladsen til Fort Rizon, nu næsten skjult af de grålige regnslør, men bag jer kan I det mærke væsens tilstedeværelse som en tung, udefinerbar vægt. Et enkelt blik tilbage mod porten får mørket til at strække sig ud som en skygge, der forsøger at gribe fat i jer. Det føles som om noget eller nogen holder vejret og venter på, at I laver en fejl. I ved, at I må videre. Regnen bliver kraftigere, og hver eneste fiber i jeres kroppe skriger efter hvile, men det er ikke sikkert her. Kampen har efterladt sit mærke på jer, og jeres næste træk må være hurtigt, klogt og beslutsomt. (edited)
Lars
Synes det er lidt urimeligt.. men slog 1.. så 4… på wisdom check.
DM
Du knæler ved siden af Azaad, der ligger med smerterne bankende i hans krop, og det mørke, kontaminerede sår strækker sig som forræderiske årer under huden. Forsigtigt trækker Lars fragmentet af geviret frem – geviret er varmt og glødende i dine hænder. Fragmentet pulserer stadig med en varm og stærk lysende kraft, men lyset er begyndt at flakke og svækkes. Du vikler fragmentet i et stof, og med en skælven i hænderne presser du det ned mod Azaads værste sår. Den sorte ichor syder ved berøring med fragmentet. Dine tanker rækker til gudinden Samaa. Dit sind kalder ud til hende, dine bønner desperate og ordløse – en stiltiende råben efter svar, efter vejledning. Men svaret er stilhed. En rungende, skærende stilhed. Stilheden forekommer dig nærmest nysgerrig og afventende, som noget eller nogen anskuer dig med en forventningsfuld venten. Regnen trommer omkring jer, en melankolsk symfoni, og du mærker en svag pulserende varme, der breder sig op gennem dine hænder og arme, en varme der ønsker at blive frigivet. Det er som at energien søger du skal tæmme den. Med et skuffet og lidt forvirret hjerte strammer du forbindingen endnu en gang, men der kommer intet svar fra gudinden. Lyset fra fragmentet pulserer endnu et øjeblik, men begynder så ebbe ud gennem dine fingre. Du fornemmer at denne afventende varme ikke kan holde sin potens for evigt. (edited)
Du må gerne rulle mig et medicine med disadvantage check for at søge din egen viden, eller du kan vælge at handle direkte. (edited)
Lars
Slår 11
DM
Du knæler ved siden af Azaad og ser på de mørke årer, der breder sig ud fra hans sår som sorte tråde under huden. Synet rammer dig med en skarp fornemmelse af genkendelse. Dette er præcis, hvad du har set i de seneste måneder, mens du har studeret Den Sorte Råd – de samme mørke mønstre, den manglende muskeltonus, og huden, der ser ud til at miste sin livskraft. Men noget i Azaads tilstand er anderledes; hvor Den Sorte Råd normalt breder sig langsomt, har dette mørke grebet fat i ham med en frygtindgydende hastighed. Alligevel er lighederne slående, nok til at du fornemmer, at denne tilstand og Den Sorte Råd deler en fælles kilde. Febrilsk åbner du din notesbog, lader fingrene flakke over de tætskrevne sider, indtil du stopper ved en passage om dine forsøg. Dér, blandt adskillige nederlag, finder du dine sparsomme succeser – de gange, hvor Lesser Restoration og Cure Disease midlertidigt bremsede sygdommens fremmarch. Du husker, hvordan sygdommens symptomer trak sig tilbage, om end kun for en kort stund. Det var små sejre, men de gav dig et glimt af håb, en tro på, at Den Sorte Råds spredning måske kan kontrolleres. Med denne indsigt klamrer du dig til fragmentet, presser det mod Azaads sår og begynder at hviske en bøn. Dine hænder skælver en anelse, men du fokuserer, lader ordene flyde og mærker den velkendte kraft fra fragmentet – en svag, pulserende varme. Dette kan måske være nok til at dæmpe mørket, til at give Azaad en chance for at kæmpe mod den giftige indflydelse, der spreder sig i hans krop.
Lars
Lars (trods fortvivlensen over ikke at vide mere om rådet) begynder at kaste lesser renstoration på azaad. Han har først lige mødt disse mennesker og er velvidende om deres ligegyldighed overfor ham. Alligevel kan han ikke lade være med at lægge al kraft og følelse i det mest simple, men også vigtigste han kender til - at hjælpe andre i nød. Regnen ænser han ikke længere.. Der er kun azaad, såret, fragmentet og en sagte remse af utydelige ord..
Tariq
@Esben - De “frisker” vi så nede i Goblin-hulerne. Som viste de tre billeder med elverne - det, holdt sammen med at folk flere gange har sagt at den “storte råd” skal brændes væk. Giver det Tariq en indikation af hvad vi vil kunne gøre ved de sår Azaad har? Jeg kan ikke helt huske om vi HAR fået præcist at vide hvad der virker? Tariq vil i hvert fald gerne forsøge at assistere Lars med den viden han har.
DM
Vi kommer til dig Casper :-*
DM
Du presser fragmentet fast mod Azaads sår og begynder at hviske en bøn til Samaa. Ordene falder fra dine læber, en remse, der hægter sig fast i din bevidsthed, og du gentager den igen og igen, som om hvert ord har sin egen vægt og kraft. Fragmentet i din hånd pulserer, og du mærker en svag glød, en varme, der vokser i takt med dine bønner. Langsomt ser du, hvordan de sorte, forræderiske årer, der breder sig fra såret, begynder at trække sig væk fra lyset. Der er noget nærmest levende ved deres reaktion, som om de instinktivt genkender fragmentets guddommelige kraft og frygter den. Men mørket kæmper, det snoer sig om fragmentet og strammer sit greb, som om det nægter at slippe sit tag i Azaad. Fragmentet reagerer, pulserende med en øget intensitet, og du fornemmer, som om det har sin egen vilje, en indre kraft, der instinktivt ved, hvordan det skal tackle dette mørke. Dine hænder dirrer, men du holder fragmentet presset mod såret, og en kraftig glød breder sig. Med en insisterende, dyb varme borer fragmentet sig ned i Azaads hud, og du mærker, hvordan dets energi forplanter sig gennem såret. Mørket trækker sig tilbage, og du ser sorte, syende dampe stige op fra Azaads kød, som kontamineringen langsomt forvises. En rislende lyd fylder luften, som om mørket opløses til intethed, og du kan næsten høre et svagt, ulykkeligt klynk, som om noget forvist fra sin hvilende rede. Da du trækker hånden til dig, ånder du lettet op og ser, hvordan fragmentet af geviret har ændret sig. Der, hvor lyset tidligere udsprang, er en ny tap skudt frem, en ekstra udvækst, der stråler med en svag, varm glød. Du ser op mod himlen, dine øjne fyldt med en stille taknemmelighed, og så lader du blikket falde på horisonten, ud mod skovene i det fjerne. Et svagt, næsten uvirkeligt syn møder dig – som en lysende skikkelse i tågen. Du kunne have svoret, at du så ryggen af en kronhjort, dens skinnende gevir, inden den forsvandt ind mellem træerne og blev opslugt af regnen og skovens mystiske tåger.
Med det kære Lars må du gerne blive level 6, som de andre. Og dit Antler of the verdant Moon, udvikler sig til sit awakened state. Hvad det betyder det skal nok komme mere ind på, på dnd beyond. I praksis her og nu har du ikke castet lesser restoration, men purgus contamina, og ja @CasperB dette var netop det ritual i så på en af de fresker i goblinernes hule. (edited)
I morgen tager vi oplevelsen fra Azaads synspunkt
Azaad
Azaad skal bare lige sove i tre dage i streg, så er en han god som ny. Det er lidt ligesom man kurerer en ægte mande-influenza!
DM
Der er andre måder at fjerne exhaustion på
Azaad du må gerne starte med et wisdom saving throw
Du har ikke minus fra exhaustion da dette sker samtidigt med det vi lige har fortalt om Lars
DM
Azaad: Regnen falder tungt, mens du bliver lagt ned i det kolde, våde mudder foran Fort Rizon. Dit hoved falder tilbage, og du ser op mod den mørke himmel, regndråberne skaber små, hurtige striber, som løber ned over dit ansigt. Selvom kroppen er slidt og kontamineret, er du stadig fuldt ved bevidsthed, men en tunghed hænger over dig – en slags træthed, der strækker sig dybere end kød og knogler, noget der suger på din vilje. Dine øjne flakker kort omkring, men snart falder blikket roligt til hvile. Det følger skyerne, der bevæger sig langsomt på himlen, som en søgen efter noget, du ikke helt forstår. Dit blik glider videre, som om det rækker ud over de mørkegrå lag og fortaber sig dybere ind i natten, gennem skyerne og videre ud mod det uendelige mørke, der hviler bag dem. Der, i tomhedens uendelige dybde, føles det, som om noget stirrer tilbage. Så hører du den. En melodi, der svagt og lokkende finder vej til dig. Først blot en fjern hvisken, som en tråd, der svæver gennem mørket i dine tanker. Men langsomt – som en stille, glidende bølge – stiger melodien, næsten ubemærket, fra de dybeste lag af din underbevidsthed og trænger frem i dine tanker. Tonerne er ildevarslende, og samtidig mærker du en dragende, næsten hypnotisk tiltrækning. Der er en forførende løssluppenhed i lyden, en bedøvende rytme, som lover noget større, hvis du bare slipper kontrollen og giver dig hen. Melodien snor sig rundt i dine minder, væver sig mellem dine tanker som sorte, slyngende tråde. Det er, som om den tilbyder dig en flugt fra smerte, fra svækkelsen, fra alt, hvad der tynger dig. De mørke toner lokker dig ind, bedøver dig med løftet om befrielse – en dyb, uendelig frihed uden bekymring, uden ansvar. Hvis du blot giver slip, kunne al din frygt og smerte forsvinde, og du kunne lade dig forsvinde i en tilstand af ro og glemsel.
Bedøvet og apatisk fornemmer du, hvordan de sorte tråde glider gennem dine mest sårbare minder. De hiver dem frem i lyset, beskuer dem og studerer dem nøje, før de glider videre, som om de søger noget dybere, noget endnu mere intimt. Ved et enkelt minde mærker du, at trådene stopper, dvæler en smule. Det er et dejligt minde, et øjeblik, der fylder dig med varme og ro. Men langsomt begynder trådene at vikle sig strammere omkring det, som om de vil absorbere, fordreje og ændre selv det, der engang var mest kært
kunne vil du ikke være sød at fortælle mig om det minde disse tråde fundet? (edited)
Azaad
Yes! Azaads tanker glider tilbage til en tid, hvor han og Rahim var unge drenge og endnu uvidende om skæbnens hårde hånd. Han husker en bestemt dag, hvor de havde sneget sig væk fra Tarsin, helt ud til kanten af Ramal al-Qaht, hvor vinden var fri og fyldte luften med en duft af varme krydderier og tørt græs. Rahim vendte sig mod Azaad med et bredt smil, og rakte ham en håndfuld kryddersiner. “Kan du have dem alle i munden på en gang?” Azaad stoppede munden fuld af kryddersiner, men i samme øjeblik, så han hvordan Rahims livlige øjne skinnede drilsk tilbage til ham. “Hvem kommer først til den store klippe dér!” råbte han og pegede mod en fjerntliggende klippeformation, som stak op af sandet som en gammel vogter af ørkenens hemmeligheder. Uden varsel spurtede Rahim afsted, hans latter blandede sig med vinden, og Azaad kastede sig efter ham, mens han kæmpede for at tømme munden for de tørrede frugter. Alle kneb galt når de to brødre konkurrerede. Han skubbede sig frem gennem sandet, som om han kunne indhente sin bror alene ved viljestyrke. De løb, drønende og hujende gennem ørkenen, som to jagende falke. Azaads hjerte hamrede af glæde, mens sandet virvlede op omkring dem og vinden rev i deres hår. Han huskede, hvordan Rahim, da de var ved at nå klippen, vendte sig om og lod Azaad løbe op på siden af ham. Sådan var han altid, Rahim. Legesyg og drilsk men altid beskyttende overfor sin lillebror. De nåede toppen sammen, åndede tungt og lo, mens de så ud over det uendelige hav af sand. Rahim lagde armen om hans skuldre, trak ham ind til sig og sagde sagte, næsten som en hvisken: “En dag, bror, er det dig og mig mod hele verden. Intet kan skille os ad.” Azaad kunne mærke sin brors arm omkring sig, et løfte lige så solidt som klippen under deres fødder, mens solen steg op og fyldte himlen med et varmt, gyldent lys.
Det var et minde som ofte havde fyldt Azaad med varme og håb i den svære tid efter hans bror var forsvundet sporløst. Men mens Azaad ligger såret der i regnen gennemboret af monstrets onde magi føler han sig pludselig meget alene i verden, og det ellers så urørlige og kærlige løfte fra hans barndom føles tomt og forræderisk. Hvorfor havde Rahim overhovedet forladt ham? Var han blevet træt af at passe på sin lillebror efter forældrenes død eller havde han i virkeligheden aldrig kunne lide ham? Og hvor var Rahim nu, hvor Azaad havde allermest brug for ham? En tåre triller ned over Azaads kind, mens han tænker over om det overhovedet er værd at fortsætte sin søgen efter hans bror, hvis han alligevel hader ham så meget at han havde valgt at flygte fra hele sit liv bare for at komme væk fra sin lillebror…
DM
Du synker ned i minderne, og igen står du i det blændende sollys i ørkenen, som dreng ved siden af din bror. Rahim er der med sit skæve smil og det urolige glimt i øjnene, fyldt af samme energi og håb, du altid har fundet styrke i. Hans arm ligger fast og sikkert om dine skuldre, og hans ord hænger som et løfte, boret dybt ind i din sjæl: “En dag, bror, er det dig og mig mod verden, intet kan skille os ad.” De ord fylder dig, men lyden af dem ændrer sig langsomt – bliver dybere, fyldigere. En melodi følger, en svag, hypnotisk rytme, som breder sig i dit sind, roligt og tillokkende. Melodien er som et kald, og dens toner slynger sig rundt om mindet som et mørkt, dybt ekko. Ordene begynder at ændre sig, og stemmen bliver både Rahims og noget mere – en stemme du næsten kan mærke fysisk, som bløde hænder, der omslutter dig og fylder dig med en nærmest bedøvende varme. Stemmen hvisker, “Husk, intet kan skille os ad. Du og jeg har en skæbne, bror, en større skæbne, kun vi to kan forstå.” Der er en lokkende kraft i stemmen, og dens ord fylder dig med længsel, får dig til at føle, at jeres bånd virkelig er ubrydeligt – at ingen andre nogensinde kan komme mellem jer.
Ordene ændrer sig igen. “De andre vil aldrig forstå,” hvisker stemmen. “For dem vil du altid bare være den ordinære kriger, Azaad. De kender dig ikke, men det gør jeg. Din bror forstår dig. Jeg ser alt hvad du kan blive til, jeg ser din skæbne, og den er hos mig, ved min side. Jeg har set hvad der skal komme bror, og vi to skal stå sammen ved afslutningen.” Du mærker, hvordan tvivlen begynder at tage form i dig. Dine rejsefæller – kan de virkelig følge dig, er du ikke blot en almindelig kriger i deres øjne? Ligegyldig, erstattelig? Kun Rahim forstå alt det du er, alt hvad du har med dig. Pludselig ændrer melodien sig, og det klare, solbeskinnede minde glider over i noget nyt, som om nogen holder et spejl op foran dit sind. Du ser Rahim siddende rank på sin kamel, ridende gennem en tæt skov, regnen drypper ned gennem trækronerne og samler sig i små perler på bladene. Han fløjter den samme melodi, og der er et roligt, drømmende skær over ham, en ro og styrke, du altid har set op til. Bag ham bemærker du en lille skikkelse, bundet til kamelens ryg, klædt i simple præstelignende rober. Skikkelsen hænger slapt henover kamelryggen. Rahim vender sig og ser tilbage mod dig med sit grin – drilsk og inviterende, med et mørkt glimt i øjet. “Bare giv efter, Azaad,” hvisker hans stemme. “Så kan vi være sammen igen.” Ordene svøber sig om dig som en varm kappe, og længslen i dig vokser – en dyb, uundgåelig trang til at række ud, tage imod, slutte dig til ham. Det føles som en frihed, en befrielse, hvis du blot giver slip. Men så – pludselig – skærer et hvidt, gennemtrængende lys igennem visionen. Scenen flænger fra hinanden, og melodien bliver til en skingrende tone, der klinger ud i stilhed, mens mørket slipper sit greb om dit sind. Regnen falder stadig tungt omkring dig, men du ligger tilbage med en knugende følelse af længsel og en snigende tvivl. En følelse af kald fylder dig, en vished om, at noget større venter dig, noget som måske, bare måske, er forbundet til din bror.
Azaad
Umiddelbart gør jeg ikke mere, men “vågner” jeg til at se at Lars sidder bøjet over mig? Og føles det rart det Lars har gjort eller er det træls at han har hevet mig ud af “drømmen”? Azaad kan nok logiske regne ud at Lars på en eller anden måde har forsøgt at redde og derfor bør være taknemmelig, men hvordan er hans følelse i kroppen?
DM
Du vågner, du har dine 3 exhaustion levels, men ingen contamination. Hvordan du har det og hvordan du tolker oplevelsen vil jeg faktisk lade være op til dig.
Tariq
Tariq, stadig bemærkelsesværdigt upåvirket af det fysiske kaos, går hen mod Azaad og den bevidstløse Dudda. Hans normalt så selvsikre holdning er erstattet af noget mere afdæmpet, næsten tøvende. Han knæler ned ved siden af Lars, der arbejder på at hjælpe Azaad. “Jeg kunne have sunget jer en sang om det her,” siger han stille, mens regnen pisker ned omkring dem. “En advarende ballade om hvordan stolthed og mod ikke altid er det samme.” Han trækker vejret dybt, forsøger at kontrollere den vrede der bobler lige under overfladen. “Men I ville ikke lytte, vel? Og nu…” han gestikulerer mod deres sårede tilstand, “…nu ser vi resultatet.” Han fisker en klud frem fra sin taske og begynder at tørre noget af blodet væk fra Azaads ansigt, hans bevægelser overraskende blide. “Ahrim-magi er ikke noget man bekæmper. Det er noget man overlever. Noget man lærer at genkende, at frygte…” han stopper op et øjeblik, “…og nogle gange, noget man lærer at løbe fra.” Med en næsten umærkelig skælven i stemmen fortsætter han: “Næste gang - og der bliver en næste gang - så husk at nogle gange er den klogeste kriger den, der vælger ikke at kæmpe. Den største sejr kan være at leve til at synge om det en anden dag.” Han rejser sig op, retter på sin våde kappe.
Han går hen og knæler ved Dudda og finder sin healing potion frem. Med en næsten faderlig ømhed løfter han forsigtigt Duddas hoved. “Dit stædige, modige fjols,” mumler han, mens han hælder potionen mellem Duddas læber. “Altid først ind i kampen, altid sidste til at trække sig tilbage.” Mens han venter på potionens effekt, begynder han sagte at nynne en melodi - ikke en af hans sædvanlige opløftende sange, men noget dybere, ældre. “Skarabæens Kys,” den samme sang han brugte til at åbne døren i Zulms tempel, men denne gang synger han den anderledes, langsommere, næsten som en vuggevise. “Ved I,” siger han lavt, mens hans fingre bevæger sig i mønstre gennem luften, “Faisal lærte mig engang, at nogle sange ikke bare er musik. De er erindringer, minder vævet ind i melodien.” Hans stemme bliver stærkere, mere fokuseret. “Og hvis man synger dem rigtigt, kan de minde kroppen om, hvordan den var før skaden, før smerten…” Han fortsætter sangen, og med hver tone væver han sin Prestidigitation ind i melodien, skaber små glimtende mønstre af lys der danser omkring Dudda - ikke nok til at helbrede, men måske nok til at give kroppen en påmindelse om dens naturlige helende kræfter. “Det er en gammel bardisk tradition,” forklarer han til Lars, mens han arbejder. “Vi kalder det ‘Helbredelsens Ekko’. Det er ikke rigtig magi… mere en måde at vække kroppens egen hukommelse på. At minde den om hvordan den var, før mørket rørte ved den.”
“Men lige nu har vi brug for et sikkert sted. Den Sorte Råd er som en sulten løve - den opgiver ikke sit bytte så let.” Han kigger sig omkring i regnen. “Og vi har brug for varme… og måske,” tilføjer han med et svagt smil, “en god stærk drink.”
DM
Regnen siler ned omkring dig, mens du synger “Skarabæens Kys” med en stille, nærmest ærefrygtig ro. Din stemme væver sig ind i regnens rytme, og små glimtende lys begynder at danse omkring Duda, som om de forsøger at genkalde kroppens minder om heling. Du mærker energien skifte og ændres, en subtile resonans, der vibrerer dybt inde i Duda, som en svag, men vedholdende puls. Du forventede måske et hint af Ahrims forbudte energi, en resonans du har hørt om, men sjældent selv mærket. I stedet fornemmer du noget, der er anderledes – fremmed og næsten levende, som en skygge, der smyger sig gennem Dudas egne djinn-strømme. Det er subtilt, som et hvisken i mørket, der næres af den kraft, du forsøger at vække. Der er et øjebliks tøven i din sang, en skælven, som ikke kun skyldes regnens kulde. Tankerne flyver gennem dit sind: Er dette virkelig Ahrim? Eller er det noget langt ældre og mere uigennemskueligt? Det er umuligt at vide med sikkerhed, men du mærker en urolig spænding – en svag følelse af, at noget i Duda ikke blot reagerer, men nærer sig. Dine fingre fortsætter deres mønster i luften, og din stemme genfinder sin styrke. Med et sidste blik på Dudas ansigt ser du, hvordan hans vejrtrækning stabiliseres en anelse, men den ukendte, underliggende energi forbliver – som en usynlig tilstedeværelse, der venter. Du lader de sidste toner af sangen dø ud, og et kort, stille øjeblik hænger i luften, inden regnens konstante trommen igen fylder dine ører. Usikkerheden brænder stadig i dig, men du gemmer den væk, velvidende at svarene – hvis de findes – stadig ligger skjult i mørket, hvor kun få tør lede.
Tariq
Tariq trækker sig langsomt væk fra Dudda, hans sædvanlige selvsikre attitude dæmpet af det han netop har oplevet. Han tørrer regnen af ansigtet med sit ærme, blikket stadig fæstnet på deres faldne ven. “Lars,” siger han stille, stemmen usædvanlig alvorlig for den ellers så livlige bard. “Det jeg mærkede da jeg sang… det var ikke Ahrim-magi. Og jeg kender ellers den forbandede magis sang bedre end jeg bryder mig om.” Han rører fraværende ved det sted på sit bryst hvor Zulms øje har brændt sig fast. “Det var noget andet. Noget der reagerede på min sang som… som en sulten løve reagerer på blod.” Han møder Lars’ blik. “Da du helbredte Azaad - mærkede du også noget lignende? En slags… sult i mørket?” Han knæler igen ved Dudda, denne gang med en blanding af bekymring og fascination i ansigtet. “Min gamle mester Faisal plejede at sige, at der er sange så gamle, at selv Ahrim er et barn i forhold til dem.” Han trækker vejret dybt. “Jeg tror… jeg tror noget er vækket, noget der har sovet meget, meget længe.”
DM
Duda, for dig er regnen blot et silende fjernt ekko, mens du ligger livløs i mudderet foran Fort Rizon. Dine venners stemmer væver sig gennem din underbevidsthed som fragmentariske, uforståelige lyde. I stedet finder du dig selv i et grænseland mellem virkeligheden – og noget andet, bevidst men alligevel ikke helt ved bevidsthed. Her er stille… stille og tomt… tomt, men roligt. Stilheden brydes af et kærtegn. En varm og blød hånd stryger dig over panden og fjerner det våde, tilsodede hår fra dit ansigt. Da du slår øjnene op, mødes dit blik af et par velkendte, smilende smaragdgrønne øjne. “Du skal vågne nu, Duda,” siger hun med en blid, forsigtig hvisken. Sharazaads varme hånd lægger sig over dit bryst. “Du skal vågne nu, før det er for sent.” Hendes stemme genopliver en varme og et håb i dig, og du mærker det brede sig ud i kroppen. Men et glimt af noget andet i hendes øjne skaber en skygge af bekymring, en stiltiende frygt, som om hun ved, hvad der vil ske, hvis du ikke reagerer i tide. “Duda, vi har ikke meget tid. Det hele er som Faisal frygtede, men de andre ville ikke lytte. Sneen er ikke kommet – den er hidkaldt. Jeg ser alt så tydeligt nu. Mørket er landet, jeg kan høre det spise. Det er kommet tilbage, som kaldet.” Hun lader hånden glide over din pande og låser sit blik fast i dit, hendes øjne fyldt med en blanding af vished og uro. “Du er nødt til at give slip, Duda. Du må lukke mig ind. Jeg kan ikke hjælpe dig, så længe du holder igen.”
En enkelt tåre triller ned ad hendes kind, og du mærker en smertende længsel ved synet, som om hun allerede kender en sandhed, du først snart vil få indblik i. Blidt læner hun sig ind over dit bryst, og da hendes læber møder dine, fyldes du med hendes varme, som om hun giver en del af sig selv til dig. Langsomt mærker du våde dråber lande på dit ansigt. Først på kinden, så på panden, mens du glider tilbage til virkeligheden og vågner i regnen. Tariq kigger på dig med bekymrede øjne og en tom flaske i hånden. Din hånd er kridhvid og kold, mens ringen sidder vibrerende på din finger – en rest af hendes tilstedeværelse, som stadig føles lun og levende. Du mærker et fjernt, ulmende bånd til det sted, du lige har forladt, som om ringen endnu holder fast i en del af dit sind – en flig af Sharazaads varme, men også af den mørke verden, hun selv så tydeligt er fanget i.
Dudda
Jeg sætter mig op. Lukker øjnene og søger efter hvad det er hun har givet mig. “Hvad er det for en sandhed, hvad er det hun har givet af sig selv?”
DM
Som du sætter dig op, lukker øjnene og søger indad, mærker du en svag varme, en tråd af nærvær, som endnu hænger i dig – sart, men levende. Dit sind glider tilbage til følelsen af Sharazaads hånd på dit bryst, hendes stemme, der hvisker til dig i det uvisse grænseland, og den tåre, der løb ned ad hendes kind. Men nu, i stilhedens efterklang, kan du mærke, at denne forbindelse er forankret et sted meget tættere på dig. Dine fingre glider instinktivt hen til ringen på din finger. Den vibrerer svagt under din berøring, som en hvilende puls, der slår i takt med dit eget hjerte. Du fornemmer hendes tilstedeværelse i ringen, som om en del af hendes sjæl er vævet ind i det lille stykke metal, bundet til dig, og samtidig fanget af dig.
Dudda
Jeg trækker vejret dybt flere gange. Og forsøger at finde balancen i alt omkring mig. Regnen, kampen, følsen at være tæt på Sharazaad, at miste Hodja - AT MISTE HODJA! Endnu en gang har jeg mistet en ven, mere end en ven. Det er som om at det sker med alle jeg har kær, at de dør. Det rammer mig så hårdt. Pludselig føles min sjæl som en guitar uden strenge, en armbryst uden pile som at have en gud, men ingen kirke. Der er ingen balance i mig, alle disse tanker, savn og glæde over at føle mig tilknyttet til Sharazaad tættere end jeg har været før kan ikke finde plads nogen steder. Jeg mærker på ringen, kører den lidt rundt omkring mine fingre. Jeg mærker vibrationerne og forsøger at tænke på dem og forbinde mig til dem. Jeg rækker ud efter hendes sjæl, og forsøger at kalde den mod mig, ud af ringen og ind i min krop.
DM
Duda, da du trækker dig væk fra de andre, finder du en stille plet. Regnen trommer blødt mod jorden omkring dig, mens du sætter dig ned. Den kolde, fugtige jord føles tung under dine hænder, og du lukker øjnene, trækker vejret dybt og forsøger at finde forbindelsen til verden omkring dig. Du begynder at række ud efter djinn-energien – jorden under dig, vinden, der kærtegner dit ansigt, regndråbernes dansende rytme. Det er en velkendt strøm af kræfter, et netværk af balanceret energi, der har været din guide gennem hele dit liv. Men som du søger dybere, rammer noget dig. Noget, der føles forkert. Noget fremmed. Det er der igen. Den tilstedeværelse. Den subtile, næsten usynlige energi, som du første gang mærkede under jeres hvil for nogle dage siden. Den gemmer sig mellem de kendte energistrømme, som en usynlig snylter, der næres af alt omkring sig. Du kan kun lige ane den – som en skygge, der forsvinder, så snart du prøver at stirre direkte på den. Men nu er den tættere. Stærkere. Du mærker ringen på din finger, dens overflade er kølig og vibrerer svagt. Den føles næsten levende i din hånd, og du fornemmer en trækning, en dragning, som om ringen rækker mod denne fremmede energi. Den søger noget, måske nogen. Du forsøger at fokusere på balancen i djinn-energien, men ringens kalden bliver stærkere. Som tidevand, der langsomt men ubønhørligt trækker dig med. Og så giver du slip. Det starter som en dyb resonans i dit bryst – mere en fornemmelse end en lyd. Men den vokser. En vibration snor sig gennem din krop, usynlige tråde af lyd, der væves tættere og tættere. Først en hvisken, svag og næsten uhørlig, som et ekko af en fjern stemme i mørket. Men gradvist, som skygger der strækker sig i skumringen, bliver melodien tydeligere.
Den pulserer gennem dit blod, en rytme der er både ældgammel og fremmed, forførende og frygtindgydende. Tonerne er smukke, men der er noget andet under overfladen. Noget sultent. En dissonans, der får din hud til at krybe, selv mens musikken lokker dig tættere. Den kalder på noget i dig, noget dybt og skjult, en længsel efter at give slip, selvom din fornuft skriger om fare. Verden forsvinder omkring dig, regnen og jorden opløses, og du trækkes ind i et mørke. En tomhed.
Du står i stilhedens dyb, alene i et uendeligt mørke. Der er intet omkring dig, intet lys, ingen lyde – kun en svag, grædende sang bryder stilheden. https://suno.com/song/e8cbebc1-c2d4-4c1b-b6da-876013782030
Og så ser du hende.
Sharazaad. Hun sidder der, lille og sammenkrøbet, hendes ellers så livlige krop er nu skrøbelig og afmagret. Hendes silkeagtige kjole klæber sig til hendes spinkle figur, gennemblødt og tung. Sorte, tyktflydende tårer løber ned ad hendes kinder, men selv i dette mørke ser du en svag glød i hendes smaragdgrønne øjne. Et blik, der taler om forståelse. Om accept. Hun løfter blikket og møder dit. Et lille, næsten umærkeligt smil spiller om hendes læber, selvom hendes ansigt er præget af sorg. Hun rækker sine hænder ud mod dig, hendes bevægelser langsomme, men beslutsomme. “Kom, Duda,” siger hun, hendes stemme er lav og blid, næsten en hvisken, men alligevel fyldt med en tyngde, der rammer dig dybt. “Jeg har meget, du skal se.” Hendes ord hænger i mørket, og melodien væver sig omkring jer, svævende mellem hendes stemme og den fremmede energi, der stadig pulserer i dit bryst. Hun venter, hendes hænder rækker stadig ud mod dig.
Dudda
Jeg ser hendes øjne, og hører hendes stemme. Den fylder en glæde og en varme i mig, så jeg glemmer alt omkring mig. Som da Hodja så katten (mig), og blev grebet af glæde og handlede på instinkt, kan jeg heller ikke holde mig tilbage. Jeg løber over mod hende, falder på knæ foran hende, og kigger hende dybt ind i øjnene og siger: “Jeg er hos dig, jeg har altid været hos dig og vil altid være hos dig”. “Hvad er der galt? Der er ikke noget så slemt at det ikke kan gøres godt igen, jeg skal nok hjælpe dig! Du vil aldrig være alene!”
DM
Du ser hendes øjne, de smaragdgrønne, der kigger på dig med en blanding af sorg og accept. Hendes sorte tårer løber ned ad kinderne, tykke og langsomme, som om selve mørket inde i hende søger udgang. Hun tager blidt dine hænder i sine. Hun holder fast, ikke stramt, men med en styrke, der føles som en afsked. Hendes stemme er lav og rolig, næsten som en hvisken, men hendes ord bærer vægten af noget større end dig, noget større end hende selv. “Det er ikke din skyld, Duda,” siger hun. Ordene falder som tunge regndråber, en sandhed, der på én gang trøster og knuser dig. “Hvad end der sker nu, så er det ikke din skyld. Men du er nødt til at lære… der er ting, du skal se… måske du kan se de sidste brikker og forstå… Hendes hænder kærtegner dine et sidste øjeblik, og så mærker du en pludselig forandring. Hendes greb bliver lettere, næsten vægtløst, som om hun trækker sig væk, selv mens hun stadig er der. Du ser hendes ansigt forvride sig i smerte, og et skrig bryder ud – råt, fuldt af både sorg og noget, der ligner frihed.
Og så rammer det dig. Minder, ikke dine egne, men hendes, strømmer ind over dig. De vælter ind i din bevidsthed som en flodbølge, bryder gennem hver tanke og hver følelse, fylder dig med hendes liv, hendes frygt, hendes håb. Du ser glimt af ukendte steder – steder, der brænder sig ind i dit sind som genfærd fra en anden tid. Stemmer fylder luften omkring dig, nogle velkendte, andre fremmede. Du hører navne, fragmenter af sange, løfter der aldrig blev holdt, du mærker hendes ukuelige nysgerrighed og en dyb sorg, som føles uudholdelig. Midt i dette kaos træder ét minde frem, stærkere end alle de andre. Det fylder dit sind, ikke som et billede, men som en virkelighed, du pludselig står midt i. Du mærker våde sten under dine hænder og fødder, kolde og glatte. Den metalliske duft af fugtig klippe blander sig med en svag, jordlig sødme, som du ikke kan placere. Luften omkring dig er tung og dæmpet, som om verden har holdt vejret her dybt under jorden. Din hud føles fugtig, og hver eneste nerve i din krop er på vagt, som om noget vigtigt – eller farligt – er på nippet til at ske I det fjerne hører du en sang. Ikke en sang med ord, men flere rungende stemmer i en chantende melodi, gentaget som en urtidsrytme. Lydene pendulerer som et ekko der spiller mellem klipperne. Og så, som en kniv gennem tågen, rammer melodien dig. Den føles… velkendt.