Dun’Mors Efterspil
Scene beskrivelse
Stilheden er kvælende. Det er som om verden omkring jer holder vejret. Snefnug virvler gennem de knuste hvælvinger i loftet, lægger sig forsigtigt på det golde stengulv, som om de forsøger at skjule den rædsel, der netop har udspillet sig. Det er først nu, I bemærker omfanget og kompleksiteten af den mekaniske konstruktion, der hænger fra kuplen over jer. Adskillige sfæriske legemer dingler fra metalliske bånd og wire, skælver let i vinden, deres mørke konturer en bizar kontrast mod sneen, der hvirvler rundt om dem.
Den giftige dis hænger stadig i rummet, et smaragdgrønt slør, der langsomt fortærer sig selv, efterladende en klam, sødlig lugt i luften. Resterne af Strazovoy er væk, spredt som aske i vinden, men noget ved dette sted føles… forkert. Som en skygge, der endnu ikke har forstået, at dens kilde er borte.
På det iskolde stengulv ligger Duda og Tariq. En sygelig grøn tone præger Dudas hud, som om giften stadig klamrer sig til ham, nægter at give slip. Hans vejrtrækning er overfladisk, næsten usynlig, mens hans øjne flakker i feberdrømme. Tariq er værre. Hans krop er et udtæret, tomt kar, som om liv og substans er blevet suget ud af ham. Sort røg og duften af brændt kød stiger fra hans ene hånd. Hans ansigt, der engang var fyldt med liv, er nu en indsunken maske. Den mindste berøring føles som at røre ved pergament spændt over knogler.
En lille hvid kugle triller fra Tariqs slappe hånd og danser langsomt hen over stenene med en sagte, monoton puls. Dens blålige skær reflekteres i den isnende frost på gulvet.
Noget rører på sig i mørket nedenunder. Ikke fysisk, ikke håndgribeligt – men en ændring i luften, en hvisken i kanten af jeres bevidsthed. Noget, der længe har sovet, har fået færten af liv.
Lars’ reaktion
Lars står et splitsekund overvældet af kaoset. Men så kommer der et lidt gips fra ham - han indser at dette ér essensen af ham, hans kald. I et sæt iler han over til Duda og - allerede med stort overblik og fokus på situationen - kaster han nærmest uden at stanse op, en magi som lægger sig over Duda som en tyk blå dis.
Disen omfavner ham, siver ind i hans mund, hans brystkasse hæver sig i et ryk og han ånder stille ud. Disen renser giften fra hans krop - stille men sikkert - og de voldsomme ryk i brystkassen bliver svagere og svagere indtil han, sovende, trækker vejret normalt men sagte igen. Hans hudfarve vender tilbage og mens han sover let kommer der et lille smil frem på læben. Som en mæt baby i sikkerhed og trivsel.
Lars kender sin egen magi og viden om medicin godt nok til at han ikke bliver hængende for at se alt dette. Han er allerede ovre ved Tariqs side og undersøger hans skader. Han begynder at heale så godt han kan og fokuserer på den forkullede hånd. Hans fokus forstyrres af tanker om hvordan Tariq nu skal spille sin provokerende dog smukke musik. “Er det mon en guds straf at tage det fra Tariq? Er hans personlighed kommet for rettergang?” Lars ryster tankerne ud af hovedet og fokuserer på at heale.
Idet hånden heales tager den mere form og farve som Lars husker Tariqs smukke hænder. Den voldsomme knuden løsnes og ud triller det hvide kugle som skabte så meget postyr tidligere. Lars lader den trille og koncentrere sig om hånden - kun afbrudt af et kort blik med spørgende øjne mod Azaad.
Helbredelsen
Først er der kun fornemmelsen af varme.
Tariqs sind hænger et sted mellem drøm og virkelighed, men varmen trækker ham op, vækker hans krop fra den udmarvende tomhed. Duda mærker en blid strøm glide gennem sine lemmer, en genfødsel i åndedrætets rytme. De vågner samtidig, fornemmer hinanden i den kolde luft, lyden af sne der slår mod de knuste hvælvinger. Tariq ser på sin hånd – hvor forkullet kød var, er der nu liv. Hans fingre er intakte, men deres greb føles anderledes, som om de endnu ikke har forstået, at de er hele igen.
Men stilheden brydes brat.
KLONG!
Lyden af metal mod metal runger gennem Dun’Mors ruiner, ekkoer i de hule korridorer, som en døende klokkeklang fra en verden, der endnu ikke har forstået, at den er faldet. Whiskey Jack står med Hektors hjelm i hænderne, slår den mod stenen med en brutal, triumferende kraft.
“Despoten Strazovoy er død!” brøler han, stemmen ladet med en vild energi, der flår sig vej gennem murbrokker og rå sten. “Rejs jer! Friheden er i vores hænder!”
Hans ord er en gnist, og tårnet svarer.
Udenfor rejser de sig. Blålige lys, utallige og rastløse, svæver op fra den frosne muld. Will-o’-wisps – sjælene, som har ventet og længtes. De danser i luften, som flammer i en storm, pulserer i takt med vinden, men kan ikke bryde igennem. De presser sig mod en usynlig barriere, en skygge af skjoldet, der stadig hænger som et usynligt fængsel over dette sted.
På gulvet i rummet foran jer lyser stenen stadig. Dens blålige skær pulserer sagte, som en ensom stjerne i en himmel af kaos.
Noget her er endnu ikke afsluttet.
Luften er tyk af noget usagt, noget uafsluttet. I kan mærke det, det står helt klart. Så længe skjoldet er oppe, kan sjælene ikke finde fred - end ikke Strazovoys?
Azaads undersøgelse
Azaads første tanke er at smadre den lysende genstand med det samme, men da han kigger på Tariqs beslutsomme øjne der hviler på det lysende objekt siger han i stedet:
“Tariq, få nu den tingest destrueret inden du får dig selv slået ihjel på den”
Azaad løfter blikket fra Tariq og møder Lars lysende øjne, som kigger spørgende på ham. Azaad kigger resolut fra Lars over på Tariq og tilbage på Lars igen. “Beskyt ham.”
Med de ord vender han sig mod resterne af Strazovoy og det sted han blev fældet, og begynder at undersøge om fjenden rent faktisk er slået, og om Strazovoy har efterladt sig noget brugbart.
Azaad står i det blege lys fra den pulserende sten, blikket glider over observatoriet, hvor kampen netop er endt. Sneen fyger sagte gennem hullerne i det kuppelformede loft. Snefnugene griber små partikler af sort støv og hvirvler dem rundt i langsomme spiraler, før de svæver bort.
Han knæler ned. Fingrene stryger over resterne af Strazovoy – en spredt, mørk aske, knap nok til at dække en håndflade. Ingen krop. Ingen knogler. Kun denne skygge af, hvad han engang var.
En isnende bekymring rammer ham. Skjoldet hænger stadig som en fængslende kuppel over tårnet. De sjæle, der skriger efter frihed, kan ikke undslippe dette sted.
Kunne Strazovoy?
Noget i luften knitrer. En kuldegysning kryber langs hans ryg – ikke fra vinden, men fra noget, han ikke kan se.
Han kigger op. Ud gennem de knuste vinduer danser de blå flammer stadig, fanget i den usynlige barriere.
Han mærker efter rummet, den gennemtrængende kulde der var før er væk. Hans nærvær er ikke til at føle. “Slap nu af Azaad,” tænker han ved sig selv. “Ikke så meget hokus pokus - han er væk, vi vandt, slut, bum! Strazovoy er væk!”
Men er han fri?
Azaads fund
Azaad bevæger sig gennem rummet, men jo længere han søger, desto mere føles det som at stirre ind i et tomt spejl. Kulden bider, snefnug driver gennem den knuste kuppel, og overalt hviler en fornemmelse af stilstand.
Han søger efter spor—noget, der kan afsløre, hvad Strazovoy foretog sig her gennem utallige år. Men rummet er mærkeligt tomt for den slags. Ingen noter, ingen synlige tegn på arbejde. Kun de støvdækkede, frosne rester af et sted, der engang må have summet af intellekt og opdagelse.
Hans øjne fanger den brudte stjernekortsfære, der hænger som et dødt planetarium over ham. Skiverne af metal, der engang må have bevæget sig i nøje udregnede kredsløb, er nu forvredne, brudte. Langs kanten af en af sfærerne skimter han svage indgraveringer—koordinater? Beregninger? Hans fingre følger forsigtigt de falmede tegn, men de glider hen over noget, han ikke kan forstå. Uden en kontekst, uden den viden, de gamle lærde må have haft, er det som at forsøge at læse en tekst på et sprog, der ikke længere eksisterer.
Han sukker og lader blikket vandre videre.
Ved et sprængt vindue står en stjernekikkert, dens forgyldte metal koldt og tiliset. Han lader øjet glide mod linsen, men i stedet for nattehimlens uendelige vidder er der kun en tom, opslugende sorthed. Måske er linsen sprængt af frosten?
I rummets ene hjørne står den kolossale jernstatue. Den står som en vogter, dens udtryksløse ansigt stirrende fremad, ubevægelig og dog… vågen? Han bemærker riller i metallet, et mønster ætset ind i det, men de er for slidte, for uklare, og hvad end de engang har betydet, ligger det nu uden for hans fatteevne.
Frustrationen vokser. Han leder efter noget konkret, noget han kan forstå, men disse levn fra fortiden er som lukkede bøger med mistede nøgler.
Så ser han det.
Bag en væltet reol, begravet under knuste instrumenter og gulnede papirer, ligger et skrin. Ikke en ødelagt mekanisme. Ikke en gådefuld artefakt uden kontekst. Blot et skrin, slidt men intakt, lukket med en rusten jernlås.
Hans fingre glider over dets træ, mærker hvor fast det stadig er.
Det er ikke som resten af dette sted. Det gemmer stadig på noget, der ikke er forsvundet med tiden.
Skrinet
Skrinet er simpelt, men nydeligt i design. Kvadratisk, hvilket er lidt påfaldende, som om det er lavet til et specifikt formål. Siderne er forstærkede af nu rustne metalbånd. Elegant, dog uhøjtidelig. Låget er låst med en mindre simpel rusten lås. Ikke prangende, men Azaad studser alligevel over den bevidste handling der har ligget bag ved at låse skrinet.
“Stærke” Azaad prøver at hamre skaftet af sit sværd ned i låsen, men han er for afkræftet efter kampen. Han forsøger igen, denne gang med et skæbnesvangert brøl af frustration og afmagt svinger han atter mod låsen. Han mærker hvordan metallet giver efter og hører den tilfredsstillende lyd af låsen der falder stumt mod stengulvet.
Han knæler ned foran skrinet og åbner forsigtigt låget, som åbnes med en overraskende lethed, et testamente til det sirlige håndværk der har ligget bag skabelsen af skrinet. Indersiden af skrinet er beklædt med et mørkeblåt klæde, helt tørt og uberørt af tidens tand.
På klædet ligger en mørk messingmaske. Dens glatte, udtryksløse ansigt mangler både mund og næseåbning. Kun dybe øjenhuler skaber illusionen af et ansigt. Metallet er eroderet og mørkt med lette tegn på irring. Han lader forsigtigt sin hånd løbe henover metallet, som er isnende koldt ved hans berøring. Idet han tager den op, bemærker han at indersiden er foret med det samme mørkeblå stof som beklæder skrinet, og langs kanten af masken er der et utal af sirlige indgraveringer.
Kuglens Svar
Du lukker fingrene om kuglen. Et øjeblik holder du vejret, forbereder dig på den samme brændende smerte, der før jog gennem din krop, som en nådesløs flod af kraft uden tøjler. Men denne gang sker der noget andet.
Energien vælder frem fra kuglen, men den er ikke rå og voldsom som før. Den glider op gennem dine fingerspidser, langsomt, prøvende—som om den vejer dig, som om den venter. Det er en følelse af kølig magt, der risler op gennem din håndflade, videre gennem dine nerver, før den samler sig et sted i dit bryst. Der er en vægt i den, en nærmest majestætisk ro, og i stedet for at overvælde dig, lader den sig mærke, men ikke eje.
For dit indre øre høres et tungt åndedrag, langsomt og dybt, som en enorm skabning, der trækker vejret efter en uendelig træthed.
Og så, som rungende ekkoer i en tom hal, hører du den.
En stemme.
Den er dyb, ikke blot i klang, men i vægt—som om selve ordene bærer en kraft, der ikke kan nægtes. Den skælver ikke, den bruser ikke. Den er.
“Hvem er du, historiefortæller, der vover at forstyrre mig i mit fængsel?”
Stemmen vibrerer i din sjæl, hver stavelse som en brummende strømmende bølge af kosmisk lyd. Den er ikke vred, ikke endnu. Men den er ikke blid heller. Den lytter og venter…
Kuglens Reaktion
I det øjeblik Tariqs fingre lukker sig om kuglen, mærker I det—ikke som en eksplosion, ikke som en voldsom kraft, men som en forandring. Skjoldets usynlige magt, den kraft, der har holdt sjælene fanget, sitrer gennem luften.
Grus, støv og småsten løfter sig let fra stengulvet, vibrerer i takt med en usynlig puls. Det er ikke en vind, ikke en kraft, der skubber—men snarere en ophævelse. Som om tyngdekraften selv er på nippet til at give op, som om noget dybt i tårnets fundament har mærket denne berøring og tøver, venter, holder vejret.
Lyset fra kuglen vokser en anelse, ikke i styrke, men i intensitet. Som en stjerne lige før den flammer op.
For et øjeblik virker det, som om rummet eksisterer i to tilstande på én gang—både fast og flydende, både nu og et sted langt borte.
Noget i luften skælver.
Tariqs Svar
Tariq synker en klump, men retter sig op i ryggen. Hans øjne er lukkede, men hans ansigt er vendt mod kuglen, som om han kan se igennem sine lukkede øjenlåg. Hans stemme er svag, men fast:
“Jeg er Tariq Al-Layl, historiefortæller og vandringsmand. Jeg er en samler af fortællinger, en bærer af minder, en vogter af sandheder og løgne.” Han trækker vejret dybt, og fortsætter med mere styrke i stemmen. “Jeg har vandret gennem Sahrazars ørkener, jeg har sunget i Barzel Gilboas gader, jeg har lyttet til vinden i Bannwalt-skoven. Jeg har set stjernerne falde og hørt sjælene skrige.”
Han åbner øjnene, ser direkte på kuglen med et blik, der blander frygt med en dyb, brændende nysgerrighed.
“Jeg har ikke søgt dit fængsel, men nu da jeg er her, vil jeg gerne kende din historie. For hver historie fortjener at blive hørt, selv de der har været begravet i æoner. Hvem er du, der taler til mig fra dybet af denne kugle? Og hvorfor kalder du dette sted dit fængsel?”
Tariq gestikulerer svagt mod rummet omkring dem.
“Vi kom hertil for at befri sjælene fanget i skjoldet. Sjæle der har vandret rastløst i århundreder, bundet til dette sted af en kraft, vi ikke forstår. Er det dit værk? Eller er du selv et offer, fanget ligesom dem?”
Han lader sin stemme blive blødere, mere personlig.
“Du kalder mig ‘stemme af månen’. Mit navn, Al-Layl, betyder ‘af natten’ i mit folks sprog. Er der en forbindelse mellem os, som jeg ikke kender til? En skæbne jeg ikke har forstået?”
Tariq bøjer hovedet let, en gestus af ærbødighed.
“Jeg er en historiefortæller, men jeg kan ikke fortælle en historie, jeg ikke kender. Lad mig bære din historie, Myrkiel. Lad mig forstå, så jeg måske kan hjælpe - ikke som en, der kræver, men som en, der lytter og lærer.”
Myrkiels Dom
Du mærker straks varmen. Det starter som en sitren, en knap mærkbar varme, der danser over din hud, før den glider ind i dine fingre, op gennem din arm, gennem dine årer. Først er det blidt, en følelse af noget, der prøver at forstå, men det varer kun et øjeblik.
Så begynder det at brænde.
Varmen vokser, spreder sig som en glød under din hud, glider gennem dit blod, til dit hjerte, til dit sind. Den presser sig ind, afsøgende, undersøgende, som en jæger, der flår sit bytte fra hinanden, lag for lag, indtil intet kan skjules.
Og så kommer stemmen.
“Du bærer deres blod…” Ordene runger af skuffelse. Varmen bliver skoldende, som en dom, der ikke kan omgøres.
“Det er muligvis gemt. Troede du virkelig at jeg ikke ville se det. Jeg mærker det i din krop, i dit navn, i din sjæl. Dit blod oser af jeres forræderi, jeres løgne!”
Luften omkring dig knitrer. Småsten og støv ryster på gulvet. En sitrende kraft ligger over rummet, ulmende, tilbageholdt, men kun knap.
“Hvorfor skulle du være anderledes? Hvorfor skulle jeg skåne dig, efter ALT hvad I gjorde ved MIG!”
Trykket stiger. Det er ikke fysisk, men det føles sådan, som om selve virkeligheden krummer sig om dig.
Og du gør intet.
Du kunne kæmpe imod. Kunne tvinge din vilje op som en mur, forsøge at skubbe denne kraft væk. Men du gør det ikke.
I stedet sænker du dine barrierer. Du lader varmen trænge ind. Lader stemmen se.
“Du… overgiver dig?”
Der er ingen vrede i stemmen længere, ingen hån—kun en form for overrasket overvejelse. Som om du har gjort noget, stemmen ikke havde forventet.
Stemmen er ikke blødere, ikke svagere. Den er stadig en malmklokkes dybe, rungende slag. Men der er noget andet nu. Noget, der ikke var der før.
“Du lader mig se.”
En pause. Lang, vægtig. Kuglen i din hånd pulserer, men nu ikke i vrede—den slår i takt med noget dybere, noget ældgammelt og ubeslutsomt.
“Sjældent er det, at et din slags, vælger at lytte i stedet for at tage. Sjældent er det, at nogen forstår, at styrke ikke alene ligger i at påtvinge sin vilje, men også i at kende sin plads i historiens væv.”
Stemmen forbliver stille et øjeblik næsten tøvende.
“Måske…” Stemmen smager på ordet, som om det er fremmed. “Måske har jeg taget fejl.”
“Måske har jeg været for hurtig til at dømme dig, Tariq Al-Layl. Måske kan du bære mere end blot historier.”
Varmen bliver køligere, ikke kold, men ikke længere dømmende. Kraften omkring dig er ikke væk, men den holder sig tilbage, som en jagthund, der venter på en ny kommando.
“Så sig mig, historiefortæller… stemme af månen, hvad søger du af Myrkiel?”
Tariqs Svar til Myrkiel
Tariq mærker varmen aftage, men hans respekt for væsenet vokser. Han taler langsomt, med en stemme der er ydmyg men ikke underdanig:
“Mægtige Myrkiel, jeg søger ikke magt eller kontrol over dig. Jeg søger forståelse. Viden. Sandheden.”
Han tager en dyb indånding, mærker kuglens puls mod sine fingerspidser.
“Du taler om ‘deres blod’ og ‘deres forræderi’. Jeg bærer måske deres arv i mine årer, men jeg kender ikke denne historie. Fortæl mig, hvem er de, der forrådte dig? Hvad gjorde de mod dig, der har bragt dig til dette fængsel?”
Tariq gestikulerer svagt mod rummet omkring dem.
“Vi kom hertil for at befri sjælene fanget i skjoldet. Sjæle der har vandret rastløst i århundreder, bundet til dette sted af en kraft, vi ikke forstår. Er det dit værk? Eller er du selv et offer, fanget ligesom dem?”
Han lader sin stemme blive blødere, mere personlig.
“Du kalder mig ‘stemme af månen’. Mit navn, Al-Layl, betyder ‘af natten’ i mit folks sprog. Er der en forbindelse mellem os, som jeg ikke kender til? En skæbne jeg ikke har forstået?”
Tariq bøjer hovedet let, en gestus af ærbødighed.
“Jeg er en historiefortæller, men jeg kan ikke fortælle en historie, jeg ikke kender. Lad mig bære din historie, Myrkiel. Lad mig forstå, så jeg måske kan hjælpe - ikke som en, der kræver, men som en, der lytter og lærer.”
Myrkiels Fortælling
Stilheden, der følger efter dine ord, er ikke blot fraværet af lyd.
Den er tung.
Den holder rummet fast, som om det selv vakler mellem fortid og nutid, mellem beslutning og tøven. Kuglen i din hånd er ikke længere blot kold, men afventende, som om den selv lytter, som om den mærker, at noget har ændret sig.
Så kommer stemmen igen.
“Forståelse?”
Ordet bæres ikke af vrede denne gang, men af noget andet. Noget mere farligt. Noget mere… prøvende.
“Du søger ikke magt. Du kræver ikke min styrke. Du ønsker blot sandheden?”
En lang pause. Luften skælver.
“Hvad gør du, Tariq Al-Layl, når sandheden brænder?”
Du mærker en forandring i kuglen. Den vibrerer, men ikke med kaos—med rækkevidde. Som en tone, der aldrig blev færdigspillet.
“Du vil vide, hvad de gjorde mod mig. Hvad de tog fra mig.”
Støvet i luften trækker sig, samler sig i en langsom spiral, som om selve ruinen holder vejret.
“Så se det, som jeg så det. Hør mine ord, men bær min smerte, som jeg bar deres.”
Kuglen letter fra din hånd.
Lyset bryder frem.
Og fortiden tager form.
Myrkiels Vision
Kuglen i din hånd bliver pludselig let.
For et kort øjeblik føles det, som om den flyder, som om tyngdekraften mister sit greb.
En stråle af hvid-blå energi kastes ud i rummet, flimrende som en stjerne gennem en forvitret linse. Støvet i luften bryder lyset, og det spreder sig, danner former—mennesker, skygger, arkitektoniske konturer.
Ruinen omkring jer ændrer sig.
I et øjeblik ser I Dun’Mor, som det var engang.
Mænd og kvinder iført lange kapper af stof og læder bevæger sig gennem korridorerne, lyset reflekteres i glimt af gyldne runeindgraveringer på søjlerne. De taler lavt, hastigt, som om tiden er imod dem.
Og så ser I ham.
Myrkiel står i centrum af rummet, ikke som en svag, fanget ånd, men som en skikkelse af lys og autoritet. Hans hud er skinnende guld, hans øjne brænder som brudstykker af en stjernes lys.
Han løfter blikket mod den skikkelse, der står foran ham.
“Du ved, hvorfor jeg er her, troldmand.”
Hans stemme runger af foragt.
“I har forbrudt jer mod vores aftaler, og jeg kan ikke i god tro se til længere.”
Hans ord får ruinen til at skælve. Ikke som en trussel, men som en dom, uafvendelig og absolut.
Foran ham står Azkaelion. Hans ansigt er skarpt skåret, men hans øjne er mørke af udmattelse. Men det er hans hånd, der er umulig at overse.
Hans højre hånd er forvredet, muteret, ødelagt af noget, der ikke burde eksistere i denne verden. Kødet forekommer råddent og overnaturligt levende på samme tid, som en ondartet sygdom, der langsomt omslutter hans arm.
Azkaelion svarer, hans stemme fyldt af anklage.
“Forrådt jer?”
Hans læber vrides i en træt, bitter bue.
“Vi gjorde, hvad vi måtte for at overleve. Og hvad gjorde I…? I trak jer tilbage! I efterlod os til os selv. For hvad? For at dø?”
Myrkiel ryster på hovedet. Hans blik er urokkeligt, men hans stemme er tungere nu, som om han ser en sandhed, de ikke vil erkende.
“Jeres kamp er nytteløs. Hvad I har gjort, vil kun lede til ruin.”
Azkaelion træder nærmere. Hans blik er ikke fyldt med frygt—men med en beslutning, der allerede er taget.
“Hvis I ikke er med os, er I imod os. Om I vil det eller ej, bliver I en del af løsningen.”
Hans muterede hånd knytter sig, og han vender Myrkiel ryggen.
“Pas på, hvad du siger, magus,” advarer Myrkiel, hans stemme en lav, advarende tone. “Jeg tolererer ikke trusler.”
Azkaelion vender sig om igen. Hans ansigt er dækket af en mørk, metallisk maske.
“Dette var ikke en trussel, Zhar. Det var et løfte.”
Myrkiels blik skifter, og en muskel i hans kæbe spændes. Hans hånd søger sit sværd—men finder ingenting.
Han stirrer et øjeblik på sin tomme hånd.
Så lyser otte runer op omkring ham.
Hans lemmer stivner. Hans kræfter svinder, som om magien i cirklen tvinger ham i knæ.
I skyggerne bag Azkaelion træder en skikkelse frem. Strazovoy. Hans krop smelter næsten ind i mørket, men øjnene er klare, observerende.
Og så træder de kutteklædte troldmænd frem, én efter én, og omringer den runiske cirkel.
Myrkiel kæmper imod, men han kan mærke det nu. Magien her er ikke skabt for at holde ham fast i et øjeblik—den er skabt for at rive ham fra sig selv.
Azkaelion vender sig mod ham, hans ansigt skjult bag masken, men hans foragt er gennemtrængende.
“Troede I virkelig, at vi ikke ville opdage det? HVA?! Hvor vover I. I lovede at hjælpe os!”
En af de kutteklædte mænd rækker ham en lang, sort klinge. Azkaelion holder den i begge hænder et øjeblik, som om han tøver.
Og så brøler han og støder klingen gennem Myrkiels bryst.
En efter en træder de kutteklædte frem. En efter en spidder de den stoiske skikkelse, der stadig ikke skriger.
Hans knæ rammer jorden.
Runerne i gulvet brænder sig ind i hans hud, tvinger hans essens ud af ham.
Og så ser I det sidste øjeblik af hans frihed.
Azkaelion står nu over ham. Hans øjne er tomme, besatte, mens hans hænder knuger en lille, sort sten på størrelse med et øje. De necromantiske ritualord falder fra hans læber.
De andre troldmænd tøver—men fortsætter.
Myrkiel mærker sin sjæl rive sig løs.
Trukket ud.
Flået væk.
En glødende sten materialiserer sig i Azkaelions hånd.
Men da han rører den, skriger han.
Hans hånd brænder.
Huden flænger, flammer rejser sig fra kødet—men i samme øjeblik rejser skjoldet sig.
Og det sidste, I ser, er Azkaelions muterede hånd, der heler.
Et lysglimt.
Alt bliver mørkt.
Myrkiels Tilbud
Kuglen sænker sig langsomt tilbage i din hånd.
Og så kommer stemmen. Den er dybere nu, ikke blot rungende, men vægtsat, som en dom, der endnu ikke er fældet.
“Nu kender du min sandhed, Tariq Al-Layl. Dette fængsel er min skæbne. Men du… hvis du er villig, du kan måske svække skjoldet. Du kan lade de døde hvile.”
Kuglen pulserer i dine fingre, som et hjerte, der venter på en beslutning. Men du forstår det nu. At sænke skjoldet er ikke at bryde mit fængsel.
“Men hvis du vil tage dette skridt, hvis du vil svække skjoldet, må du bære en del af mig i dig.”
Kuglen pulserer voldsommere. En varme strømmer op gennem din arm, men den brænder ikke endnu.
“Du vil ikke blot røre min magt, Tariq Al-Layl. Du vil smelte en del af din essens sammen med min.”
Luften omkring dig knitrer, som om selve magien i ruinen holder vejret. Kuglen i din hånd bliver varmere, og du mærker det nu—det, han taler om, er ikke en pagt, ikke en simpel aftale.
Hans stemme falder til stilhed et øjeblik. Og så, en sidste bøn.
“Når skjoldet falder, når min sjæl bindes til din, og denne tomme evighed måske vil ophøre, vil du da give mit legeme fred?”
Pulsen i kuglen vokser. Ordene bæres af en sorg, der ikke er svag, men tydelig og uforglemmelig.
“Brænd det. Giv det hvile. Lad ikke disse vægge holde fast i det, der engang var mig.”
Myrkiel venter.
“Tariq Al-Layl, tag min flamme, vis mig, at du er klar til at bære min byrde.”
Tariqs Accept
Tariq lukker øjnene et øjeblik. Han lader visionen synke ind, lader sandheden finde plads i hans sind. Da han åbner dem igen, er hans blik fast, beslutsomt.
“Jeg forstår nu,” siger han stille. “Det var Al-Hayk elverne, var det ikke? De som eksperimenterede med sort magi, de som søgte magt uden at forstå prisen. Jeg har hørt historierne om deres fald, om hvordan deres hunger efter viden og kraft førte dem til at bryde tabuer, der aldrig skulle brydes.”
Han tager en dyb indånding.
“Jeg bærer måske deres blod i mine årer, men jeg afviser deres veje. Jeg ville aldrig gøre som de gjorde - aldrig søge magt gennem andres lidelse, aldrig ofre en sjæl for egen vindings skyld.”
Tariq strækker sin hånd frem, holder kuglen fast, mærker dens puls mod sin hud.
“Jeg accepterer din flamme, Myrkiel. Jeg vil bære din byrde, så sjælene kan finde fred. Og jeg sværger ved alt hvad jeg holder helligt, at jeg vil finde dit legeme og give det den hvile, det fortjener. Jeg vil brænde det under åben himmel, så asken kan blande sig med stjernerne, hvorfra du kom.”
Hans stemme bliver dybere, mere formel, som når han afgiver et løfte, han aldrig vil bryde.
“Lad vores essenser smelte sammen. Lad os svække skjoldet. Lad os give fred til dem, der har vandret rastløst i alt for lang tid.”
Tariq lukker igen øjnene, åbner sit sind helt, og hvisker:
“Ved månens lys, jeg er klar.”
Myrkiels Svar
Du tager en dyb indånding.
Kuglen pulserer i din hånd, du mærker dens energistrømme flyde i dine hænder. Med en resolut beslutning lukker du øjnene og lader skjoldets magt flyde gennem dig, strømme fra ruinen, fra den usynlige barriere, ned i dine nerver, dine årer, dit bryst.
Og du mærker det.
Forbindelsen.
Energien tager imod dig, anerkender din vilje. Som en flod, der finder sin naturlige vej, lader du magten sive tilbage i stenen, som om du lukker et kredsløb, der har været brudt i hundreder af år.
Og det føles stærkt.
Din puls banker i takt med kuglens, og du mærker noget mere. Ikke blot kraften, men en vitalitet, en styrke, du ikke havde før. Som om dine muskler er mere faste, din vejrtrækning mere dyb, som om din krop selv nærers af strømmen.
“Hold fast.”
Myrkiels stemme er i dit sind, tung og fokuseret, men ikke vred.
“Du kan gøre dette. Bliv stående.”
Du strammer grebet om kuglen, lader varmen stige. Du kan mærke, at det virker.
Men så vokser den.
Gløden, først blot en sitren under din hud, stiger nu til flammer. Din hånd ryster, ikke af frygt, men af den rene kraft, der strømmer igennem dig.
Du er for svag til at holde på det.
Det er ikke magien, der modsætter sig dig. Det er din krop, din dødelige form, der ikke er skabt til at være en kanal for noget så voldsomt.
Dine ben spænder, musklerne svider. Dit bryst strammer sig, som om dine ribben næsten kan knække under presset.
“Bliv stående!”
Myrkiels stemme er skarpere nu, kommanderende.
“Du svækkes ikke. Du tager imod det, som de stjal fra mig.”
Og du mærker det.
Selv gennem smerten, selv gennem den brændende kraft, er der en styrke i det.
Det er for meget. Det er for sent. Energien løber frit og brusende igennem dig nu. Den vil strømme videre.
Gruppens Oplevelse
I andre oplever følgende:
I ser måbende til imens omgivelserne omkring jer ændrer sig.
Først næsten umærkeligt—en subtil forandring i luften, som om trykket falder, som om verden holder vejret.
Men Tariq…
Tariq lyser.
Ikke som en flamme, men som en skikkelse badet i energi, en levende søjle af magt, der trækker skjoldets kraft ned i jorden. Hans silhuet er spændt, næsten låst fast, hans hånd knuget om kuglen, som om han hænger fast i noget langt større end sig selv.
Og så kommer varmen.
Snefnug, der før dalede roligt gennem ruinen, fordamper før de rører jorden. Støv, grus og sten løfter sig, hænger et øjeblik vægtløse i luften. Skjoldet bløder kraft.
Og så—den første flamme af ren energi.
Den springer fra Tariqs skuldre, et elektrisk lysglimt, som noget, der prøver at forlade ham med voldsom kraft.
Tariq skriger i smerte, det er som om at han brænder indefra.
Runde 2
Smerten stiger.
Hvad der før var en brænden under huden, er nu en flod af ild, der flår sig vej gennem dine årer, banker mod dit bryst som en storm, der ikke kan holdes tilbage.
Dine knæ ryster. Musklerne i din arm spænder krampagtigt omkring kuglen, men du kan mærke det nu—dit legeme er for svagt. Det er ikke nok.
Og så kommer stemmen.
“Hold fast, Tariq Al-Layl!”
Myrkiels ord er ikke længere blot vejledende—de er en ordre.
“Du vakler. Lad det ikke ske. Du kan bære dette.”
Hans stemme er tung, insisterende, ikke kun af bekymring—men af noget mere.
Og du mærker det.
For selv mens din krop brænder, mens dine muskler sitrer på kanten af sammenbrud, bliver energien i kuglen styrket.
Du kan føle ham nu. Hans stemme er ikke svagere. Hans tilstedeværelse vokser og ved ikke længere, om han presser dig for din skyld—eller for sin egen.
Men du kan ikke holde det i dig, det er for meget…
“Giv ikke slip.”
Stemmen skriger nu nærmest i dit indre.
Myrkiels Tilbud
Smerten er ubærlig nu.
Det føles, som om dine ribben vil briste, som om dine årer er fyldt med smeltet jern, en kraft så voldsom, at den ikke længere kan holdes tilbage. Din krop kan ikke rumme den, ikke uden at bryde sammen.
Du hører Myrkiels stemme runge i dit hoved. Hans stemme er anderledes nu. Stadig rungende, stadig vægtig, men hvor den før var krævende, er den nu glidende.
“Jeg ser din smerte, Tariq Al-Layl.”
Ordene er næsten bløde. Som om de tilpasser sig situationen. Som om de former sig efter dig.
“Jeg kan tage den fra dig.”
Og du mærker det nu. En anden energi. En koldere, mere formet magt, der glider tættere på dig, lægger sig om dig, næsten beskyttende.
“Lad ikke din vilje svigte. Du har kæmpet. Du har lidt. Men du behøver ikke bære dette alene.”
Kuglen i din hånd føles lettere et øjeblik, som om noget trækker smerten væk, skubber den til siden.
“Jeg kan styrke dig. Lindre dig. Hjælpe dig.”
“Men du må tage din skæbne i din hånd.”
En ny vægt i hans ord.
“Du må binde dig til mig, som jeg binder mig til dig.”
Ordene strømmer gennem dig, varme og stærke, men også glatte—ikke påtvunget, ikke krævende, men præcist placeret, som et nøje afstemt argument.
“Sværg til mig, Tariq Al-Layl.”
Hans stemme sænker sig, som en kniv, der netop er gledet over din hud uden at skære.
“Sværg, at du vil bryde mine lænker.”
“Sværg, at du vil gøre dem ansvarlige for min skæbne, betale prisen for deres forræderi.”
“Og jeg vil tage din smerte fra dig.”
Energien pulserer igen. Men ikke som før.
Nu er det en invitation.
Du kan mærke det i hvert hjerteslag. Hvis du siger ja, vil du ikke længere bære dette alene.
Men du vil heller aldrig stå alene igen.
Tariqs Svar
Tariq lader smerten skylle gennem sig, hans ansigt fortrukket i en grimasse, der vidner om den ild, der raser i hans årer. Men gennem smerten ler han - et svagt, hæst, næsten manisk skrald, der bobler op fra dybet af ham.
“Sværge?” han hvisker gennem sammenpressede tænder. “Jeg har allerede sværget mig til månen, til natten, til musikken. Og til hende.”
Han lukker øjnene, og gennem den brændende smerte lader han sig selv huske - duften af Lailas hud i mørket, fornemmelsen af hendes fingre, der gled over hans krop i det blege månelys, lydene af hendes latter, da han sang for hende alene. Minderne er ætsende, lige så smertefulde som den magi, der nu flænser gennem hans kød.
Hans greb om kuglen strammes, knoglerne i hans hånd skinner hvide under den stramme hud.
“Jeg er Tariq al-Layl. Jeg er ikke en mand, der bøjer sig for andres vilje.” Hans stemme er overraskende klar pludselig, skarp som en knivspids. “Den hånd, der holder denne kugle, har skrevet sange, der har fået konger til at græde. Den har rørt ved en kvindes hud, så guderne selv misundte mig. Den har allerede båret mere end de fleste ved.”
Han åbner øjnene igen, og der er en farlig, uimodståelig stolthed i dem.
“Jeg tager imod din kraft, Myrkiel, men ikke som din tjener. Jeg er allerede bundet til noget langt større - til musikken, til skæbnen. Til Laila.” Han lukker øjnene igen, lader smerten skylle gennem sig, mens han vender sig indad og trækker på det sidste han har tilbage fra Lailas minde - et glimt af hendes duft, hendes krop, hendes smil. “Hvis vi skal vandre sammen, så bliver det som ligemænd. Jeg vil bære dette, ikke fordi du beder mig om det, men fordi jeg er Tariq al-Layl, og jeg vælger det.”
Han læner sig fremad, hans krop dirrende under presset, men der er en ubøjelig viljestyrke i ham, der nægter at give efter.
“Lad os indgå en pagt, Myrkiel. Din kraft gennem mine hænder, men på mine betingelser. For ingen kommer mellem Tariq og det, han har sat sig for.”
Den Sande Myrkiel
Et øjeblik er der stilhed. Så bliver alt flået åbent. Energi strømmer uhindret gennem dig—ikke længere styret, ikke længere holdt tilbage. Den river sig fri, flår gennem dine nerver, dine knogler, dit sind. Og Myrkiel ler ikke.
“Tåbe.”
Hans stemme er skarpere nu, ingen glidende overtalelse, ingen fløjlsblød manipulation. Kun fornærmet stolthed, kold og skåret i sten.
“Ligemænd?”
Latteren, der følger, er hul, mørk, uden glæde.
“Du tror dig større, end du er, Tariq Al-Layl.”
“Du tror, at dine sange, dine kvinder, dine drømme betyder noget for magten, du har rørt ved?”
Du har ikke tid til at svare. For Myrkiel giver slip. Det er ikke længere en brænden—det er en eksplosion af ren kraft, en flodbølge af lys og ild, der flår sig vej uhindret gennem dig. Din krop er ikke stærk nok. For første gang mærker du det ikke som magi, men som et angreb, som noget, der ødelægger dig for at bevise sin egen uundgåelighed.
“Så tag det, Tariq. Tag det som den mand, du påstår, du er.”
Du kan ikke modstå det.
Du kunne have fået kontrol. Du kunne have skabt en balance.
Men du afviste det.
Og nu kaster Myrkiel dig ud i det uden vejledning, uden tilbageholdelse, uden hensyn.
Men så mærker du noget andet.
En kølig berøring, som om en dæmpende skygge lægger sig over din brændende hud. Du mærker det uden at forstå, en kraft, der forsøger at møde flammerne, blødgøre dem, tage kanten af den smerte, der er i færd med at rive dig i stykker.
Lars…?
Du hører en uklar stemme, som et fjernt ekko der råber til dig i bøn imens en strøm af varm sødlig væske rammer rammer dine læber.
Azaad…? Hans ord er en fjern klang i kaosset, men de er der.
“Skjoldet er ved at briste, måske kan du få forbindelse til dine djinn-kræfter igen – stop med at tude og gør noget, inden Tariq har sunget sin sidste sang!!”
Til sidst mærker du en fast hånd der griber dig om armen, og med et genvinder du jordforbindelsen. Det eneste du ser er Dudas stålfaste øjne låst fast med dine, som fast og ubøjelig søjle fastholder han dig i dette øjeblik i denne verden hvor du hører hjemme med dine venner.
Du mærker smerten aftage som om Duda og dine venner bærer byrden, ikke med dig men for dig. Og den ro falder over dig…
Din krop giver slip…
Tariq og hans Urokkelige Venner
Du holder fast.
Smerten er der stadig, flår gennem dine årer, brænder dig op indefra—men du står stadig.
Du mærker det nu, tydeligere end før. Det er ikke kun din egen styrke. Det er Lars’ hånd, der skænker modstand mod flammen. Det er Azaads desperate forsøg på at trække dig tilbage fra kanten. Det er Dudas ubøjelige vilje, der binder dig til denne verden.
Og i det øjeblik, hvor du ellers ville have vaklet—hvor du ellers ville være faldet—skubber de dig fremad.
Og du klarer det.
Du holder fast, længe nok til at lade magien strømme tilbage, længe nok til at lukke kredsløbet, længere end Myrkiel troede muligt.
Men så giver du slip.
Det sker øjeblikkeligt.
En bølge af lys suger sig sammen omkring dig, et vakuum af energi, der ruller gennem din krop, flår sig vej gennem dine knogler, dit bryst, dit sind.
Og så…
Implosionen.
Skjoldet krakelerer i et øjeblik af perfekt stilhed—et øjeblik, hvor al kraft suges indad, alt bliver tungt, komprimeret, foldet sammen til et enkelt, uundgåeligt punkt af ren magi.
Du føler alt.
Og så—eksplosionen.
Trykbølgen flår sig ud fra dig, et udbrud af ren rå energi, et hvidt lys, der vælter gennem ruinen som en bølge af ild og kraft. Stenene knager, sneen i luften fordamper øjeblikkeligt, og murbrokker løsner sig fra deres hvilende steder, kastet væk i en bølge af ufiltreret magt.
Efterreaktionen
Stilheden falder tungt over ruinen. Ikke en rolig stilhed, men en mægtig én—en stilhed, der kun eksisterer, når noget stort netop er sket.
Luften er tæt af svævende aske og brændt sten, partikler hvirvler lydløst omkring som ekkoer af den kraft, der for et øjeblik siden flængede verden åben. En sødlig, brændt lugt hænger i rummet, en påmindelse om dem, der ikke længere er her.
Skæve Elias og Lange Hektor er væk.
Ikke faldet, ikke døde i kamp.
Brændt til støv.
Der er ingen kroppe at begrave. Ingen rester at samle op. Kun det sorte lag af aske, der lægger sig over gulvet, i murrevnerne, i sprækkerne mellem de overlevende.
Tariq blinker, ser sig omkring. Han kommer til sig selv, mærker sit bryst hæve og sænke sig i tunge, skarpe åndedrag.
Hans tøj er sodet, forkullet, flået væk af en ild, der ikke kom udefra, men fra ham selv.
Inventar og støv er slynget rundt i lokalet, som om en storm har revet alt op og smidt det uden omsorg.
Men det er ikke det første, han ser.
Det første, han ser, er sin hånd.
Hans fingre er stramme, knuget om noget. Noget varmt, levende, stabilt.
Myrkiels hjerte.
Det pulserer i hans greb. Ikke som en vild flamme, ikke som en ukontrolleret storm.
Men som et hjerte, der slår roligt for første gang i umindelige tider.
De fire venners blikke mødes i stilheden.
Der er ingen ord.
Der behøves ingen.
Der er kun forståelsen, den tunge erkendelse af, at noget har ændret sig. At det, de har sat i gang, rækker langt ud over deres egne liv, langt ud over deres egne skæbner.
At de nu spiller et spil, der blev startet længe før deres tid.
Og at det ikke længere kan stoppes.
I Tariqs hånd slår hjertet videre.
Varmt. Vågent. Og ventende…
I hører fløjtet fra en fugl og da går det op for jer at skjoldet er faldet
Tariqs Taknemmelighed
Tariq falder på knæ. Hans krop ryster, ikke længere af smerte, men af udmattelse så dyb, at den næsten ikke kan bære hans egen vægt. Hjertet i hans hånd pulserer stadig.
“I…” begynder han, men stemmen knækker. Han trækker vejret dybt, forsøger igen. “I reddede mig.”
Hans øjne er våde, glinsende i det svage lys. Han ser op på sine tre venner, der står omkring ham, deres ansigter mærket af kampen, af frygt, af udmattelse - men også af noget mere. Af en styrke, der ikke kommer fra magi eller våben, men fra noget dybere.
“Jeg kunne mærke jer,” fortsætter han, stemmen hæs men fast. “Da alt var ved at brænde væk, da jeg var ved at forsvinde… jeg kunne mærke jer. Lars, din kølige hånd, der holdt flammerne tilbage.” Han vender blikket mod Azaad. “Din stemme, Azaad, der kaldte mig tilbage, der nægtede at lade mig gå.” Og til sidst Duda. “Og dig, Duda… din ubøjelige vilje, der ankrede mig til denne verden.”
Han lukker øjnene et øjeblik, lader tårerne falde frit.
“Jeg troede, jeg kunne bære det alene. Jeg troede, at min stolthed, min vilje, min… min arrogance var nok.” Han ryster på hovedet, et svagt, selvironisk smil spiller om hans læber. “Men det var jer. Det var altid jer.”
“Jeg skylder jer mit liv. Ikke bare fordi I reddede det, men fordi I gav mig noget at leve for. Noget at kæmpe for.” Han ser på dem hver især, hans blik intenst og ærligt. “I er min familie nu. Min styrke. Min grund.”
“Hvad end der venter os nu,” siger Tariq, stemmen stærkere nu, mere beslutsom, “hvad end Myrkiel har sat i gang… vi møder det sammen. Som vi altid har gjort. Som vi altid vil gøre.”
Han ser ud over ruinerne, ud mod horisonten, hvor skjoldet engang stod. Fri. De er alle fri nu.
“Tak,” hvisker han, og ordet bærer vægten af alt, han ikke kan sige. Af alt, de har været igennem sammen. Af alt, der venter dem.
“Tak.”
Esben — 3/4/2025 12:19 AM
Tariq sidder med kuglen i sine hænder, hans fingre stadig ru fra varmen, der før truede med at rive ham i stykker. Den føles anderledes nu—stadig pulserende, stadig levende, men stabil. Afventende.
Han trækker vejret dybt, lukker øjnene, og lader magien glide ud fra sine ord, gennem sine fingre, ind i kuglen.
Den reagerer straks.
Først som en spænding, en strømning af energi, der ikke blot afgiver sin hemmelighed, men overvejer, vurderer ham.
Omkring stenen løber to metalbånd, forseglet med sirlige, snirklede arcane inskriptioner. De føles gamle, men ikke slidte. Bevidste, kalkulerede.
Er det en del af Myrkiels fængsel?
Eller er det noget andet—noget mere praktisk? En kontrolmekanisme? Et forsøg på at kanalisere og begrænse den energi, der blev forankret her?
For hvad ville der ske, hvis båndene blev brudt?
Lyset pulserer en sidste gang, som et hjerteslag, før identifikationen afsluttes.
Myrkiels stemme hvisker ikke. Men Tariq mærker et ekko af en vilje, der stadig findes i stenen.
Men han er derinde…
@CasperB jeg har tilføjet Myrkiels Aegis til dit inventory og du er automatisk og permanent attuned til det.
CasperB (Tariq) - 3/4/2025 10:09 AM
Tariq rullede 21 Arcana i går.
Bjørnefar (Azaad) - 3/4/2025 1:35 PM
Azaad kigger rundt på sine venner, der ser slidte og udmattede ud. De har brug for en pause tænker han. Azaad leder efter det værelse i tårnet, som ville være bedst at slå lejr i, så forbereder han de andre på at få lavet mad og taget et hvil.
CasperB (Tariq) - 3/4/2025 2:21 PM
Tariq gnider træt sine øjne, men der er en intensitet i hans blik, da han ser op på sine venner. Hans hånd hviler et øjeblik på de breve, I har fundet, før han taler med en stemme, der starter lavt, men vokser i styrke.
“Mine venner, mine brødre i våben og ånd… Jeg ved, vores kroppe skriger efter hvile. Mine knogler føles som mørt træ, mine muskler som slidt læder. Jeg ville give meget for at lægge mig ned og lukke øjnene bare for en stund.
Men disse breve… de hvisker om noget, der ikke giver os den luksus. Hør mig, når jeg læser mellem linjerne af R’s ord: ‘Svøben breder sig - langt hurtigere og voldsommere end vi har set tidligere.’ - De har allerede sat deres planer i gang. Mens vi har kæmpet her, har de søgt efter det, de kalder ‘den første kim’. Læg mærke til, hvordan R’s breve bliver mere og mere maniske, mere beslutsomme. Fra det første brev til det sidste er der kun gået 16 dage, og udviklingen er… skræmmende.
Den samme sygdom, som vi har set med vores egne øjne, synes at sprede sig hurtigere for hver dag. Folk bliver gale på få dage nu, hvor det før tog uger. Tænk på hvad der kan ske, hvis vi giver dem en hel nats forspring? For jeg frygter, at hvis vi alle sover tungt og længe nu, vil vi vågne til en verden, hvor flere områder er slået ned af denne svøb, hvor flere uskyldige er blevet opslugt.
Tiden, mine venner, er ikke vores ven i denne time. Vi må vælge forsigtigt, hvad vi bruger den på.”
Han ser rundt på jer alle, hans øjne mørkere og mere alvorlige end I er vant til at se dem.
“Så… hvad gør vi?”
(Tariq fortæller også lige at han så masken, i den vision som Myrkiel viste ham. Og at der nok ikke er noget vildt hyggeren i den maske.)
Esben (DM) - 3/4/2025 5:20 PM
Bare til info. Kl er ca 21.30. I kan se den sorte måne på himlen. Natten er først nu ved at begynde. Med et helt hvil vil daggry være lige om hjørnet…
Bjørnefar (Azaad) - 3/4/2025 5:47 PM
“Jeg er desværre enig med Tariq. Tiden er knap, og de personer i båden, som vi jagtede har allerede fået et stort for spring. Jeg vil scoute området hvis kikkerten derovre ellers virker, og så vil jeg spise og hvile. I kan gøre hvad I ønsker i mens, men om maks en time (short rest hvis man hviler) er der afgang mod nord, hvor vi sidst så de andre rejsende bevæge sig i mod!”
Azaad går over til kikkerten og prøver at scoute området med den.
Esben (DM) - 3/4/2025 11:05 PM
Kikkerten er en kompleks konstruktion placeret på en et lille roterbar platform i observatoriet. Den består af et sæde, der tydeligvis engang har været nydeligt og sirligt polstret, men som nu slidt ned til de rå træbrædder. Selve stolen kan justeres i højden og vinkel via en række forskellige håndtag. Ved siden af stolen er der et panel med enkelt drejeligt håndtag der kan få selve platformen til at dreje, og et andet håndtag der kan tilte platformen en smule. Begge hånd er træge og rustne men med lidt rå muskelkraft lykkedes det at roteret platformen fornuftigt.
Selve teleskopet er et langt rør i 3 dele der rækker ud gennem observatoriets loft. Tre metaliske rør som hvert holdes sammen af et gyldne spændebånd, sirligt samlet, således at hvert rør kan glide mellem hinanden. På siden siden af af teleskopet er der placeret 3 gyldne tandhjul. Det er et imponerende og detaljeret stykke mekanik, uden siddestykke til noget du har set før. Det forekommer dig nærmest hoverende i sin kompleksitet. Komplet ulig Ashab Nidals folkets praktiske og pragmatiske tilgang til livet.
I det du sætter dig i stolen og drejer lidt på diverse tandhjul og dippedutter lægger du mærke til næsten udvisket sirlig indgravering, tydeligt elvisk: “Dvæl på livets skønhed. Kig på stjernerne og se dig selv løbe med dem” - Noorwen
Giv mig et intelligence check først det er ren og skær for at se hvordan du kan håndtere den. Hvis du har tinkers tool prof må du rulle med advantage.
Slår du under 10 før du disadvantage på dit efterfølgende perception roll, >15 får du advantage på dit efterfølgende perception roll, > 20 får du advantage + 1d8 på dit efterfølgende perception roll
Bjørnefar (Azaad) - 4/4/2025 7:46 AM
Azaad går over og undersøger det “sirlige” instrument (chatGPT er så glad for ordet sirlig😂). Efter lidt baksen med kikkerten er Azaad ikke rigtig blevet klogere på det her, efter hans mening, UNØDVENDIGT komplekse instrument. Lettere irriteret siger han:
“Tariq, kom lige herover. Du har set så meget i verden. Forstår du hvordan den her kikkert-ting virker?” (Ja! Jeg fisker efter en help-action eller lignende da jeg slog 2 i investigation, og jeg tænker at forståelse af mekanik måske netop ville være noget man kunne hjælpe hinanden med😅)
Esben (DM) - 4/4/2025 8:10 AM
Hey! den tekst var helt AI fri sirlig kom helt fra eget hjerte ♥️
en help action er tilladt.
CasperB (Tariq) - 4/4/2025 11:36 AM
Tariq læner sig tilbage med et selvtilfreds smil, mens han elegant håndterer kikkerten.
“Ah, du undrer dig over min ekspertise med dette vidunderlige instrument, kære Azaad? En forståelig forundring, for få ved at jeg engang havde en… skal vi sige, intim affære med selveste Salma al-Jabiri.”
Han holder en dramatisk pause, sikrer sig Azaads fulde opmærksomhed.
“Salma var datter af Sahrazar’s mest berømte stjernekigger og glasmager, Ibrahim al-Jabiri. En kvinde af sjælden skønhed og endnu sjældnere intellekt. Hun kunne navngive hver stjerne på himlen og spore himlens vandring med en præcision, der fik selv elverne til at måbe.”
“Naturligvis faldt hun pladask for mine sangkunster. I seks berusende måneder studerede vi himlens hemmeligheder sammen om natten.” Han blinker sigende. “Og hinandens hemmeligheder i dagtimerne.”
Tariq sukker teatralsk.
“Hendes far var dog mindre begejstret for mit selskab. Han mente, at jeg… ‘distraherede’ hende fra hendes sande kald. Som om kærligheden ikke er det største kald af alle! Efter en særligt lidenskabelig nat, hvor vi skulle observere en sjælden stjernekonstellation, overraskede han os i observatoriet.”
Han laver en dramatisk fagter der illustrerer deres forskrækkelse.
“Lad mig sige det sådan - der blev observeret mange ting den nat, men få stjerner. Hendes far bandlyste mig på stedet, men Salma…” Tariq smiler drømmende.
Han retter sig op, pludselig alvorlig.
“Og det er derfor, min kære Azaad, at jeg kender hver enkelt del af sådan en kikkert bedre end de fleste mænd kender deres egne hænder. For hver gang jeg kigger gennem en, mindes jeg Salmas intellekt, skønhed og de stjerner, vi aldrig fik set sammen.”
(Jeg giver en help action)
Bjørnefar (Azaad) - 4/4/2025 12:45 PM
Det er efterhånden længe siden at Azaad har ligget med en dame, så Tariqs semi-erotiske fortælling og instrukser går rent ind og inden Tariq er færdig med at fortælle færdig, styrer Azaad kikkerten, som havde han selv konstrueret den (NAT20).
Azaad sætter kikkerten for øjet og begynder at skue ud over landskabet med special interessere i den nordlige retning (perception 16)
Esben (DM) - 4/4/2025 5:21 PM
Du trækker vejret dybt og sætter dig til rette i den gamle stol. Træet knirker under din vægt, polstringen er for længst forsvundet, og kun de rå brædder vidner om, at denne stol engang har været et sted for lærdom og opdagelse. Du justerer sædet, drejer på de rustne håndtag, indtil teleskopet peger i den retning, du ønsker.
Nordøst. Der, hvor mosen forsvinder ind i skoven.
Gennem den slørede linse af støv og tid åbner landskabet sig for dig. Banwalt-skoven er massiv, en uendelig bølge af mørkegrønt, kun afbrudt af det sølvfarvede skær fra små floder og skovsøer. Disen ligger tung over skovbunden, som et slør, der skjuler mere, end det afslører.
Mod nordøst samler mosen sig i en flodarm, en vej gennem skoven, hvor vandet snor sig som en sorthvid åre under disen. Dens kurs leder mod en stor skovsø længere inde, hvor vandet ligger stille og reflekterer den grå himmel uden bevægelse.
Du skruer på kikkertens tandhjul og zoomer langsomt ind bredden, Tariq hjælper dig med at justere et andet tandhjul for at genvinde fokus. Ved bredden ser du tegn på liv. I mudderet langs floden ligger spor af mange fødder, tunge og rodede, som om en stor gruppe har marcheret gennem terrænet. Små slanke både ligger fortøjret, halvt opslugt af sumpens kvælende favntag. De er skjult af siv og krat, men du kan se, at de er blevet brugt for nylig. Noget blæser i vinden… En fane står alene i mudderet, bølgende svagt i tågen. Nærmest som en totempæl der markerer et territorium. Det er ikke et banner, du kender, men noget i det får dig til at spærre øjnene op. Banneret bærer hvad der ligner horn, faretruend men bevidst konstrueret
Det er ikke en hær, der har slået sig ned her. Det er ikke en handelslejr eller en landsby.
Nogen er samlet her for en årsag.
Lidt længere mod nordøst, ikke langt fra floden, ser du en lysning i mosen. Jorden er ryddet, som om nogen har haft lejr her for nylig. Et bål brænder stadig svagt men lyset ses tydeligt her i mørket. Telte eller skure er væk—ingen spor af lejrudstyr, ingen tegn på ejere. Ingen mennesker. Ingen bevægelse. Men noget føles forkert. Det ligner ikke en lejr, der er pakket sammen med omhu. Det ligner noget, der er blevet forladt hurtigt, måske i hast eller frygt.
Måske var det dem fra floden?
Måske var det nogen andre?
Lidt længere væk, ikke langt fra skovsøen, ser du noget, der ikke burde være der.
Træerne hælder skævt, som om de er blevet vredet af en kraft, der ikke passer til denne verden. En svag blå-lilla glød strømmer mellem grenene, næsten for svag til at se. Fuglene sværmer i en spiral over området, som drevet af en usynlig strøm. En tyk, mørk røgsøjle rejser sig gennem trækronerne.
Det er ikke en almindelig brand, intet du kender til brænder på denne måde, det hele føles…anderledes…
Bjørnefar (Azaad) - 4/4/2025 10:27 PM
Hvor langt væk vurderer Azaad at “bålet” med det blå-lilla lys er? Altså hvor længe vil det tage at sejle derhen (hvis man havde en båd)?
Esben (DM) - 4/4/2025 11:05 PM
Okay. Jamen i så fald kan du give mig et wisdom check. DC 10 vil give et usikkert estimat +/- 4 timer, 15 vil give +/- 1 time. 20 vil give et sikkert estimat plus notering af relevante landmarks.
Bjørnefar (Azaad) - 4/4/2025 11:23 PM
…2… tror vi må konkludere at Azaad er for træt til at vurderer noget som helst 😁
Azaad fortæller alt hvad han har set i kikkerten til de andre. Herefter tager han lidt mad frem, spiser det, og synker så ellers sammen i et hjørne af tårnet i en nærmest meditativ trance. (Azaad gør ikke mere før vi tager afsted fra tårnet, på nær hvis I interagerer med ham ☺️) scenen er jeres!
Tariqs Reaktion
Tariq lytter opmærksomt til Azaads beretning, men kan ikke skjule et underfundigt smil, da krigeren synker sammen i hjørnet, tydeligvis udmattet efter sin anstrengelse med kikkerten.
“Min kære Azaad,” siger Tariq med et drilsk glimt i øjet, “kun du kan bruge så meget energi og tale så lidenskabeligt om noget, du egentlig ikke har den fjerneste anelse om hvor er. ‘Bålet med det blå-lilla lys’? Kunne ligeså godt være på den anden side af Sahrazar for alt hvad vi ved!”
Tariq rejser sig midt i rummet og strækker sine ømme muskler.
“Men jeg må indrømme, at selv jeg er nysgerrig efter hvad der forårsager en unaturlig brand og får træer til at vride sig. Det lyder som noget fra en af mine bedre historier… eller værre, noget der er alt for virkeligt.”
Han vender sig mod Azaad, der sidder med masken fra skrinet, hans stemme bliver mere alvorlig.
“Azaad, før du falder helt hen i din meditative tilstand - må jeg låne den maske du fandt? Jeg vil gerne kaste identify på den. Efter hvad jeg så i Myrkiels vision, er det bedst at vide præcis hvad vi har at gøre med, før vi begiver os videre.”
Tariq ser rundt på gruppen.
“Jeg foreslår, at vi hviler en time - akkurat nok til at genvinde noget af vores styrke, men ikke så længe at svøben får overtaget. Vi må være udhvilede nok til at kunne handle effektivt, men vi har ikke tid til en fuld nats søvn. Så… en kort hvil, og så er vi klar til at undersøge den mystiske blå-lilla ‘et-eller-andet’ i nordøst.”
Han sætter sig ned på gulvet i en behagelig stilling, trækker vejret dybt, og forbereder sig på at kaste identify-besværgelsen på masken, når han har fået den fra Azaad.
Identify af tasken
Et smukt, velbevaret læderetui på størrelse med en lille bog. Læderet er mørkt og ser næsten ud som nyt, upåvirket af tidens tand. Centralt i læderet er ugle subtilt indgraveret - Fiztandils personlige emblem. Tynde gyldne tråde strækker sig fra emblemet rundt gennem læderet og forsejler etuiet.
I en cirkel omkring uglens emblem sidder fem ædelsten indfattet i sølv:
En strålende gul citrin En dyb rød rubin En klar blå safir En levende grøn smaragd En skinnende sort onyx Ved berøring af etuiet danner sig sagte bogstaver på old elvisk henover læderet
“Vinden synger før harpens sang, Men først må solen stryges med streng. Til sidst kommer natten mørk og lang, Dog før mørket falder må tordenen gå sin gang.”
I det du kaster identify får du et lille smil på læben, da du med det samme gengælder besværgelsen. En simpel men effektiv beværgelse af Arcane Lock. Det minder dig om din korte røverkarriere med Aziz og Yasmeen. (edited)
Lars undersøger Azulmars Noter
Natten falder tungt.
Udenfor tårnets vinduer forsvinder skovens konturer langsomt, som om mørket æder verden lidt efter lidt. Kun de svage skygger af trækronerne står tilbage som sorte silhuetter mod en himmel, der ikke længere har en farve. Sneen falder tættere nu, tunge fnug, der danser i vinden før de lægger sig som et stille lag over ruinerne. En isnende stilhed sænker sig over Dun’Mor.
I tårnets top samler I jer, søger lidt varme i hinandens selskab, mens I lader tiden passere.
Tariq roder gennem sine tasker, finder en lille bronzekedel, som han sætter over en svag flamme. Suppens damp fylder rummet, blandet med den skarpe duft af brændt brød og den sødlige varme fra den sidste rest palmebo brandy. Azaad forbinder sine sår med rolige hænder, blander en bitter urtepasta og presser den mod en flænge i armen. Tariq hælder brandy over sit eget sår først, tager en dyb indånding, og hælder resten i munden med et selvtilfreds grin.
Whiskey Jacks Historie
Whiskey Jack læner sig tilbage mod en sammenstyrtet reol, hans støvler plantet nonchalant på et væltet bord.
“Så der var den her gang på Mørkehavet…” siger han og roterer sin skulder, som om han kan mærke bølgerne igen.
“Vi var fire dage ude fra kysten, vinden var imod os, og vi var nede på vores sidste tønde rom. Kaptajnen var begyndt at mumle om spøgelser i kahytten, og jeg sværger, vi hørte sange fra havet—ikke sirenesang, men dybere, tungere, som om selve bølgerne prøvede at sluge os levende.”
Han holder en dramatisk pause, stirrer ud i mørket.
“Og så…” han peger sin flaske mod Duda, venter på et gæt.
“Så angreb I spøgelserne?” siger Duda tørt.
“Ha! Nej, vi solgte kaptajnen til en flok pirater, stjal hans skib, og drak os fra sans og samling i den første havn vi fandt!” Whiskey Jack griner og tager en slurk af brandyen, før han rækker flasken videre.
Dudas Fornemmelse
Duda til at starte med mærker du det kun fjernt. Som om en blevet genåbnet i dit sind. Luften føles anderledes nu. Før var der intet—en tør, død stilhed, som om skoven var udenfor diin rækkevidde… Men nu… nu hvisker vinden igen. Du mærker hvordan djinn-energien flyder igennem dig, som en brise, der fejer over et landskab, der har været stille for længe. Du mærker tårnets sten, hvordan de ikke længere er fremmedgjorte klippeblokke, men en del af jorden, de blev rejst fra. Du lukker øjnene et øjeblik og lytter. Vindens leg i de sneklædte grene. Røddernes langsomme vækst, forbundet under skoven som årer under en hud. Jordens sang, stabil, rolig, tidløs.
Men der er også noget andet der bevæger sig.
Noget, der ikke hører til? Noget fremmed? Du har svært ved rigtigt at sætte ord på hvordan det føles, men det er ikke noget du plejer at føle fra naturen. Det er svagt, men det er der. En fremmed puls der forstyrrer skovens hjerteslag, et ulige slag i en ellers harmonisk rytme.
Den gemmer sig. Den kryber sig. Den bevæger sig langs jorden, snor sig gennem rødderne, skjult i mørket. Du ryster ubehaget af sig, åbner øjnene og lader blikket glide over sine rejsefæller. Tariq griner stadig ad Whiskey Jacks røverhistorie. Azaad bryder en tør kiks over den kogende te. Ingen af dem mærker det.
Ikke endnu.
Lars Studerer Azulmars Noter
Lars sætter sig i et hjørne med en skål suppe og lidt tørret brød. Fra sine tasker finder han nogle af de I har fundet gennem ruinerne og begynder sirligt at lægge ud foran sig. Metikuløst og ordentlig lægger visse bøger i en bunke og andre bøger i en anden. Løser noter lægger han ud foran sig indtil han sirligt og redeligt har skabt sig en form for overblik.
Din interesse fanges hurtigt af Azulmar Alhaqaiq noter. Det er utroligt nemt at genkende hans noter, dels grundet hans meget sirlige håndskrift, men også hans utroligt observerende og objektivt beskrivende sprog. Du finder dig selv blive draget ind af sans for detaljer, hans nysgerrighed og iver. Men bag det skinner et imponerende snarrådigt intellekt igennem. Alt er sirligt sat med hypoteser og formål, ingen konklusioner drages uden empiri. Et lille smil glider over dine læber i det du tænker tilbage på de utal af gange du har hørt din menter Abbed Dietrich stå ved din side og sige: Husk min dreng, eksperimentet er det spørgsmål, som vi stiller til naturen, og en måling er registreringen af naturens svar.
Du finder frem til at der overordnet er tre brugbare kilder, som du kan udlede noget fra blandt Azulmars noter.
Første Bog - Botanik og Herbarium
Den sorte læderindbundne bog med en skarabæ nærmest skraveret ind i læderets forside. Denne bog er blanding mellem botanik og herbalisme. En lang række tegninger af blomster og planter, sirlige beskrivelser omkring håndtering af disse, med små ekstra observationer noteret i marginen på bogen.
Beskrivelser af forsøg med diverse blandinger af disse urter, alt fra destilater, til cremer og diverse pastes. Hvert eneste opskrift sirligt testet, først på mus, dernæst på hvad du læser som værende hans personlige kat “Nulle” som har inficeret med diverse sygdomme for derefter at kurere den igen, og tilsidst forsøgt på patienter.
De sidste mange sider beskriver forsøg på at skabe en elixir han kalder aqua expurgo, en elixir du er overbevist om er til for at behandle det som Azulmar kalder Skovråden.
Du lærer de opskrifter de er her: https://app.legendkeeper.com/a/worlds/cln1qjsu7frvc0842vukrur4d/x78erihi/iiaseihg
Anden Bog - Personlige Betragtninger
Dernæst finder du en lille notesbog i mørkebrunt læder. Siderne er skrøbelige, porøse af tidens tand, og blækket er flere steder udtværet, men ikke nok til at skjule indholdet helt. Du bladrer forsigtigt igennem den, lader fingrene glide over de slidte sider.
Denne bog er anderledes. Personlig.
Den er ikke en samling af kliniske observationer som de andre, men et vidnesbyrd om en mand, der langsomt erkender, at han måske aldrig vil finde de svar, han søger. Lange tekstpassager, indre monologer, frustrationer—det er, som om du kan høre Azulmars stemme, først ivrig, så tvivlende, og til sidst næsten resigneret.
Stjernefaldet og De Første Observationer
I de tidligste noter skriver han om årsagen til sin rejse til Dun’Mor. Han nævner Stjernefaldet flere gange—ordet gentages i hans skrift, som et mantra, en fascination, en besættelse.
Han og hans datter rejste hertil på Azkaelions opfordring, og til at begynde med kan han ikke skjule sin begejstring.
Han beskriver de første uger i ruinen med næsten manisk nysgerrighed, hans noter overløber af spørgsmål.
“Der er faldet noget nyt i verden.”
“Denne skov bærer vidnesbyrd om det, vi ikke kan navngive endnu.”
“Hvis vi kan forstå dette, vil vi forstå mere om universets væsen, end nogen alkymist før os.”
En passage fanger din opmærksomhed.
Han beskriver en vandring i skoven, hvor han og Azkaelion fandt sorte stenfragmenter, som ingen af dem kunne artsbestemme.
“Vi fandt det i jorden, begravet, men ikke dødt. Stenen var kold i min hånd, og alligevel ikke. Som om den skiftede temperatur uden at ændre form. Som om den var levende, men ikke åndende. Den vibrerede, en puls, en rytme, jeg ikke kunne høre, men mærkede i mine knogler. Og da mørket faldt, glødede den—oktarin, en farve, jeg ikke kan beskrive, fordi den ikke burde findes. Hvis dette ikke er bevis for, at noget nyt er landet i vores verden, så ved jeg ikke, hvad er.”
Skovrådden - Første Tegn
Hans begejstring forsvinder dog hurtigt.
De efterfølgende sider er mørkere, præget af frustration og voksende frygt. Langt størstedelen af bogen handler om det, han kalder Skovrådden—en sygdom, han er overbevist om stammer fra skoven, og som må være forbundet med Stjernefaldet. Ud fra hans beskrivelser genkender du næsten ordret de observationer, du selv har gjort dig.
Han ser de første tegn hos dyrene. Normalt sky væsner begynder at opsøge mennesker. De angriber jægere uprovokeret—ikke i forsvar, men med en form for målrettet hensigt, som om noget driver dem frem.
“Jeg fandt et rådyr ved flodbredden i morges. Øjnene—hvide, mælkeagtige, men uden blindhed. Den så mig. Den ventede. Og så angreb den.”
Men sygdommen bliver ikke kun i skoven.
Første Menneskelige Ofre
Den første smittede blandt mennesker var en af hans studerende. Han deltog i en obduktion af en elg, men det var ikke et almindeligt dyr.
“Vi skar gennem huden, men den var mærkelig. Den så rådden ud, men den lugtede ikke. Intet forfald, intet liv. Da vi fjernede musklen, så vi det—de sorte strenge, kapillærerne, snoet sammen som rødder. De voksede, de pulserede. Og så… bevægede de sig. Jeg sværger, de trak sig sammen, som om de ville forsvare sig.”
Hans studerende svor, at en af de sorte tråde havde bidt ham. Tre uger senere fandt de ham i tårnets depot. Han havde spist alt i forrådet. Ikke bare brød, kød, frugt. Olie, salt, papir, lærred.
Han havde sågar forsøgt at spise en reol. I takt med at Azulmar indser, hvad han står overfor, ændrer hans tilgang sig.
“Jeg vil ikke kalde det en sygdom. Jeg vil kalde det en proces.”
Han tilgår det som en videnskabsmand, opstiller systematiske forsøg, registrerer symptomer og progression. Flere af hans noter refererer til en række koder—altid to bogstaver efterfulgt af fire tal.
Hver prøve er registreret nøje, systematisk.
20-40 dage.
Det er det tidsrum, han observerer igen og igen.
- Dag 1-3: Ingen symptomer. Infektionen er tavs.
- Dag 7-10: Træthed, appetitændringer, let aggression. Men stadig funktionel.
- Dag 14-20: Fysisk degeneration begynder. Huden revner, de sorte strenge under huden vokser frem som ekstra kapillærer.
- Dag 25+: Mutationer. Forvridning. En krop, der ikke længere tilhører værten, men noget nyt.
Han noterer de fælles symptomer, men også afvigelserne.
“Nogle forbliver i de tidlige stadier. Nogle degenererer hurtigt. Og nogle… nogle bliver stærkere.”
“Nogle bliver… beriget.”
Ordet står isoleret, som om han tøvede med at skrive det.
Jagten Efter En Kur
Men selv med al sin viden kan han ikke finde en kur.
Til sidst bliver hans skrift grovere, mindre kontrolleret.
“Lesser Restoration kan fjerne infektionen, men kun inden for den første time. Det er praktisk talt ubrugeligt—ingen opdager smitten i tide.”
“Greater Restoration kan bremse sygdommen, men ikke helbrede den.”
“Heal kan fjerne den helt. Men hvem kan kaste den? Huginn-Tor? Nogle få udvalgte druider? Skal vi bede og håbe? Jeg vil hellere stole på videnskaben.”
“Hvis dette skal stoppes, skal det ske gennem alkymi. Ikke magi. Aldrig magi.”
Hans skrift er mørkere her, som om han trykkede hårdere med pennen, da han skrev det.
Det er hans sidste erkendelse.
“Vi har ikke de ressourcer, der kræves for at helbrede dette med magi. Vi kan ikke bruge det, vi ikke har.”
“Jeg må finde en anden vej.”
Tredje Bog - Kliniske Forsøg
Den sidste bog er anderledes end de andre. Hvor de forrige var fyldt med spekulationer, indre monologer og observationer, er denne blot rå data, en log uden følelser eller refleksioner.
Siderne er fyldt med korte, præcise optegnelser, skrevet i en næsten maskinel nøjagtighed.
“AE103.2, dag 1. Materiale påført mus."
"Dag 3. Tegn på infektion."
"Dag 7. Død. Organer spist indefra.”
Linje efter linje gentages denne nøgterne registrering af sygdommens gang. Ingen unødige ord, ingen tolkning. Kun kendsgerninger.
Men selv gennem denne sterile dokumentation begynder mønstre at tegne sig for dig.
Du bemærker, at visse noter optræder hyppigere end andre, at nogle fund gentages med en næsten ubevidst insisteren, som om Azulmar forsøgte at overbevise sig selv om deres betydning.
Nøgleobservationer
Et par observationer står særligt frem:
-
Så længe en inficeret får nok at spise, kan man forlænge overlevelsen. I flere af forsøgene registrerer han markant længere levetid hos prøver, der ikke oplever næringsmangel.
-
Dværge synes at være markant mere modstandsdygtige overfor infektionen. Flere forsøg nævner smittede dværge, hvor sygdommen ikke udvikler sig som hos mennesker.
“Substansen kan påvises i blodet, men symptomer udebliver. Immunrespons ukendt.”
- Visse obduktioner afslører noget langt mere foruroligende. De fleste tilfælde beskriver forandringer i kødet, som om vævet ikke længere tilhører værten alene. Sorte kapillærer fyldt med en tyktflydende ichor, der synes at have sin egen vilje. Knogletumorer, ikke som almindelige kræftvækster, men som om knoglerne selv forsøger at forme noget nyt.
Den Forstyrrende Opdagelse
En særlig passage får dig til at stoppe op.
Et barn.
“Subjekt: Dreng, ca. 6 år. Infektion påvist efter 19 dage. Ingen ydre mutationer. Dog indvendige anomalier.”
“Ved obduktion: Sort, snørklet væv i bughulen. Udspringer fra tarme, forbundet til organer, men fungerer som et separat system. Strukturen minder om…”
Et enkelt ord står for sig selv.
“Livmoder.”
“Foster identificeret. Udvikling usikker. Struktur umenneskelig.”
Du bemærker en note i margen. En kort bemærkning, skrevet med en anden hånd.
“MA har udvist akademisk interesse. Yderligere undersøgelser overgår til hende.”
Det er den eneste reference til Morigan i hele bogen. Der er ingen konklusioner, ingen videre kommentarer.